Statens Tilskudspuljer giver dig overblik over de statslige ansøgningspuljer. Du kan her holde dig orienteret om hvilke ansøgningspuljer, som kan søges, og hvilke tilskudsansøgere de enkelte puljer henvender sig til.
På forsiden kan du se de tilskudsydere, der udbyder tilskudspuljer. Du kan ligeledes se de tilskudspuljer, som har de næstkommende ansøgningsfrister. Du kan også anvende søgefeltet.
Det er muligt at søge på en række forskellige måder:
På forsiden kan du fx vælge den myndighed eller bevilger, som er relevant for dig. Dette er angivet i menuen i venstre side. Når du vælger et ministerie, kan du se alle de tilskudspuljer, som hører ind under ministeriet, herunder de tilskudspuljer, som ligger i de underliggende styrelser og organer.
På alle sider er det muligt at foretage en fritekstsøgning. Når du foretager en fritekstsøgning, kan du se alle de tilskudspuljer, som indeholder dine valgte ord på tværs af tilskudsyderne.
Såfremt din søgning ikke matcher nogle resultater, kan du evt. gøre følgende:
Sørg for, at alle ord er stavet korrekt.
Prøv mere generelle søgeord.
Prøv færre søgeord.
Under hver tilskudspulje er der angivet en række aktive emneord. Hvis du vælger at klikke på et af disse ord, bliver der søgt på øvrige tilskudspuljer, hvor dette emneord også indgår. Du kan derved anvende emneordene til at finde tilsvarende tilskudspuljer, som kan være relevante til dit formål.
Der udgives løbende en kvartalsvis puljekalender på den første hverdag i månederne februar, maj, august og november. Ansøgningspuljer, der er annonceret efter den 31. januar 2020 skal vises i en puljekalender i mindst 14 dage, inden puljens ansøgningsfrist udløber.
Det kan under særlige omstændigheder forekomme, at der annonceres nye, særligt målrettede ansøgningspuljer, hvor der påregnes en hurtig udbetaling af tilskudsmidlerne. Sådanne ansøgningspuljer kan evt. blive udmeldt med ansøgningsperioder, der vil indebære, at puljen ikke kan nå at blive medtaget rettidigt i den kvartalvise puljekalender. Tilskudsmyndighederne skal i disse tilfælde sikre, at puljen også udmeldes direkte over for relevante ansøgere.
Puljekalenderen består af to hovedoversigter:
Nye ansøgningspuljer, som tilskudsmyndighederne har offentliggjort på tilskudsportalen i kvartalet forud for kalenderens publiceringsdag
Alle øvrige og tidligere annoncerede ansøgningspuljer, som tilskudsmyndighederne har udstillet på portalen på dagen forud for kalenderens publicering
Hver oversigt indeholder oplysning om puljernes annonceringsdato, puljens navn (med direkte link til puljens visning), tilskudsmyndighed og angivet ansøgningsfrist på puljekalenderens publiceringsdag. I oversigterne er der mulighed for at filtrere ved fritekstsøgning samt at sortere på oplysningsfelterne. Endvidere kan kalenderen udskrives og downloades i forskellige formater.
Ansøgningsfristerne for tilskudspuljerne kan være angivet på en af de tre følgende måder:
Tilskudspuljen er eller vil blive åbnet for ansøgninger. Dato og tidspunkt er fristen for, hvornår tilskudsyderen senest skal have modtaget din ansøgning.
Tilskudspuljen er nu åben for ansøgninger. Der er ikke fastsat nogen tidsafgrænset frist for ansøgning.
Tilskudspuljen er nu lukket for ansøgninger. Puljen kan have været åben for ansøgning tidligere eller kan på et senere tidspunkt blive åbnet for ansøgninger.