Der lægges op til en indsats, som skal styrke virksomhedernes adgang til finansiering og herved øge virksomhedernes incitament til at investere i grønne teknologier indenfor PtX, CCUS og pyrolyse.
Projekter under indsatsen kan søges af både små, mellemstore og store virksomheder samt offentlige aktører, gerne i samarbejde med fx viden- og uddannelsesinstitutioner, GTS’er, klynger m.v. Indsatsen giver mulighed for, at virksomhederne kan søge direkte, i partnerskaber eller fx i konsortier af virksomheder og viden- og uddannelsesinstitutioner.
Indsatsen kan desuden søges af aktører i tilknytning til erhvervsfyrtårnene i Nord- og Sydjylland. Ansøgere kan være nye såvel som eksisterende operatører og andre partnere i de nuværende konsortier for erhvervsfyrtårnene i Nord- og Sydjylland.
Der er op til 250 mio. kr. i puljen. Der skal minimum søges 5 mio. kr. og der kan maksimalt søges 40 mio. kr. Rene kompetenceudviklingsprojekter skal minimum søge 2,5 mio. kr.
Ansøgninger vurderes efter de ansøgnings- og tildelingskriterier, der er offentliggjort i annonceringsmaterialet.
Ansøger forventes behandlet på et indstillingsudvalgsmøde i januar 2026.