Landdistriktspuljen støtter i 2023 fem typer projekter: forsøgsprojekter, forskningsprojekter, projekter på de små øer, projekter i landdistrikter med landvindmøller og solcelleparker samt projekter for borgerdrevne dagligvarebutikker.
Det fremgår af anmærkningerne til Finanslovens § 22.71.03.10, at puljens formål er at støtte projekter, der kan fremme beskæftigelse, erhvervsudvikling, service, levevilkår, bosætning samt lokale kultur- og fritidsaktiviteter i landdistrikterne, projekter der har betydning for sikring af levevilkårene i de små øsamfund, og projekter som belyser landdistrikternes udviklingsvilkår og informerer om udviklingsmulighederne i landdistrikterne.
Det fremgår af anmærkningerne til Finanslovens § 22.71.03.40, at der i 2022-2024 er afsat 6,0 mio. kr. årligt til medfinansiering af etablering og udvikling af borgerdrevne dagligvarebutikker.
Både foreninger, private, virksomheder, selvejende og offentlige institutioner samt kommuner og regioner kan opnå støtte fra puljen.
Støtte til projekter på de små øer er forbeholdt projekter, der iværksættes på én eller flere af øerne: Aarø, Agersø, Anholt, Askø, Avernakø, Baagø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø og Venø.
I finansloven for 2023 er der på konto § 22.71.03 afsat i alt 44,8 mio. kr. til den samlede Landdistriktspulje, hvoraf hovedparten fordeles til projekter via åbne ansøgningsrunder og en mindre del tildeles fire landdistriktsaktører på baggrund af resultatkontrakter med Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Vurderingskriterierne afhænger af projekttypen. Kriterierne er beskrevet i vejledningerne for de enkelte projekttyper. Vejledningerne er tilgængelige på hjemmesiden www.livogland.dk og kan blive opdateret i forbindelse med nye ansøgningsrunder. Hvis en ansøgningsrunde er knyttet til særligt prioriterede temaer, vil temaerne fremgå af vejledningerne.
Spørgsmål vedrørende Landdistriktspuljen kan rettes til:
Plan- og Landdistriktsstyrelsen Team LanddistriktspolitikSlotsgade 1, 2. sal4800 Nykøbing F.Telefon: 41 71 78 97landdistriktspulje@bpst.dk
Ca. tre måneder efter ansøgningsfristen offentliggøres en oversigt over projekter, der har opnået tilsagn, på hjemmesiden www.livogland.dk.
Alle ansøgere får desuden svar direkte på mail.