Formålet er et understøtte opstillingen af fuld-skala forsøgsvindmøller på de to nationale testcentre for store vindmøller på land ved Høvsøre og Østerild (herefter ’de nationale testcentre’) samt uden for disse centre. Der ydes investeringsstøtte til opstillingen inden for en årlig puljebevilling, som er fastlagt med Finansloven for 2023 og ind til puljen er opbrugt. Der forventes tilført nye midler til puljen i 2024.
Ordningen er dels målrettet opstillere af forsøgsmøller på et af de nationale testcentre på land og dels fabrikanter, producenter eller andre opstillere uden for de nationale testcentre på land.
Energistyrelsen udbyder en pulje på i alt 80 mio. kr. som tilsagn om tilskud i 2023. Tilskud udbetales efterfølgende, eksempelvis i 2024, på baggrund af ansøgers afholdte omkostninger.
Ansøgningerne skal opfylde en række krav for at komme i betragtning til tilskud.
Der må påregnes en sagsbehandlingstid på op til 4 uger fra indsendelse af fyldestgørende ansøgning til meddelelse af afgørelse om tilsagn.