Formålet med puljen er at støtte udviklings- og demonstrationsprojekter, eventuelt med tilknyttet forskning, der kan bidrage til nye teknologiske løsninger og værktøjer inden for Smart Energy, digitalisering og øget dataanvendelse i energisektoren. Puljen understøtter innovative og prækommercielle projekter, som fremmer omkostningseffektive, bæredygtige og sikre løsninger på tværs af energisystemets sektorer, herunder elektricitet, fjernvarme, transport og industri.
Tilskud fra EUDP kan søges af virksomheder, herunder GTS’er, kommuner og regioner samt offentlige forskningsinstitutioner, der er registreret i det Centrale Virksomhedsregister i Danmark. Udenlandske projektdeltagere kan søge om tilskud, så længe projektet bidrager til at fremme teknologiudvikling i Danmark, og hovedansøger er registreret med dansk CVR-nummer.
Der udbydes 24,75 mio. kr. til puljen for Smart Energy og Digitalisering under EUDP.
Ansøgninger vurderes baseret på EUDP's 8 vurderingskriterier jf. indkaldelsen pkt. 2.1.4
1. Projektets formål
Projektets formål og teknologiens stade er klart beskrevet, herunder at det ansøgte projekts modenhed og risiko fremgår klart, at der i projektet indgår en innovativ teknologisk udvikling, og at den teknologiske løsning kan kopieres og skaleres.
2. Marked
Konkurrencesituationen og det forventede marked for den udviklede teknologi er tydeligt beskrevet (hvor, hvornår, hvor stort), samt at planer for markedsføring er klart beskrevet. Derudover skal den endelige målgruppe og projektets merværdi (økonomi, komfort, funktionalitet mv.) være klart beskrevet.
3. Projektets grønne og kommercielle effekter
Projektets effekter i forhold til EUDP’s formål er beskrevet:
Ansøger skal kvalitativt gøre rede for, på hvilken måde og i hvilket omfang projektet forventes at bidrage til effektmålene. Ansøger skal så vidt muligt redegøre kvantitativt for de kommercielle effekter. Projektet behøver ikke at bidrage på samtlige effektmål.
4. Organisation
Der i rimeligt omfang er redegjort for de deltagende parter og deres kompetencer, herunder projektledelseskompetencer, at de medvirkende virksomheders erfaringsområder er beskrevet samt, at der er angivet en relevant begrundelse for evt. ansøgt tilskud til udenlandske deltagere.
Der lægges i vurderingen af ansøgningerne endvidere vægt på, at private virksomheder så vidt muligt indtager en ledende rolle i projekterne med henblik på den efterfølgende kommercialiseringsproces. Derudover lægges der vægt på, at der i konsortiet er deltagelse af relevante parter i værdikæden, som fx en producent, demonstrationsvært eller slutbruger.
5. Projektets tidsplan, struktur og gennemførlighed
Projektets indhold er klart beskrevet og tilrettelagt i arbejdspakker og at et passende antal relevante milepæle (teknologiske og kommercielle) er angivet, samt at det er sandsynliggjort, at projektet kan gennemføres som beskrevet.
6. Budget og finansiering
Projektbudgettets størrelse står i rimeligt forhold til projektindhold og forventede resultater samlet og for hver enkelt projektdeltager, at der i rimeligt omfang er angivet forudsætninger for de centrale budgetposter og at projektets parter har bekræftet deres deltagelse og sandsynliggjort egenfinansiering.
7. Formidling
Der er redegjort for, hvordan projektets resultater bliver formidlet.
8. Forskningsfagligt indhold
Projekter, der indeholder forskningsaktiviteter og/eller forskeruddannelse, skal indeholde en klar beskrivelse af det forskningsmæssige indhold svarende til de krav, der er beskrevet i det særlige afsnit om forskning. Innovationsfonden foretager en faglig vurdering af ansøgningens forskningsfaglige indhold. Vær opmærksom på, at oplysningerne til den forskningsfaglige vurdering skal udformes som et særskilt bilag på engelsk, der skal kunne læses selvstændigt og uafhængigt af den resterende ansøgning, ligesom formkravene til bilaget skal være overholdt.
Ansøgningsfrist: 25. ferbuar 2026 kl. 12:00
Afgørelse: Juni 2025