Puljens formål er at støtte institutioner, der kan dokumentere, at de i 2022 har været enten energiudsatte eller energiintensive.
For at en institution kan betragtes som energiudsat, skal den som følge af høje energiudgifter have haft et dokumenteret driftsunderskud i 2022.
For at en institution kan betragtes som energiintensiv, skal den have haft energiudgifter svarende til minimum 10 pct. af institutionens omsætning i 2022.
Energiudsatte institutioner kan søge om tilskud svarende til institutionens driftsunderskud i 2022. Tilskuddet kan dog ikke overstige institutionens dokumenterede merudgifter til energi i 2022 i forhold til 2021.
Energiintensive institutioner kan søge om tilskud svarende til institutionens dokumenterede merudgifter til energi i 2022 i forhold til 2021.
Hvis en institution både opfylder kravene til at være energiudsat og energiintensiv, kan institutionen selv afgøre, hvilken af de ovennævnte metoder til beregning af tilskuddet, som institutionen ønsker at benytte. Det bemærkes, at det dog altid vil være mest fordelagtigt at søge som energiintensiv, da beregningsmetoden gør, at tilskuddet enten vil være højere eller det samme, som hvis man søgte som energiudsat.
Bemærk, at der højst kan modtages tilskud på op til 1 mio. kr. per institution. Institution svarer i denne sammenhæng til institutionens CVR-nummer. Der kan derfor ikke indsendes flere ansøgninger, uanset om institutionen har flere underliggende p-numre.
Puljen kan søges af institutioner, som modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, og hvis primære formål er at udøve publikums- og/eller deltagerrettet virksomhed (virksomhed, hvormed der formidles kulturelle oplevelser mv. til offentligheden, der giver adgang til kulturoplevelser mv. som publikum eller deltager).
Med driftstilskud menes tilskud, herunder tilskud ydet som refusion, som institutionen frit kan anvende inden for sin ordinære drift ifølge institutionens vedtægtsbestemte formål, og som forventes ydes tidsubegrænset eller i en periode på tre på hinanden følgende regnskabsår. Tilskud til drift omfatter ikke tilskud til tidsmæssigt afgrænsede projekter eller anlægstilskud.
Driftstilskuddet kan både modtages fra Kulturministeriet/Slots- og Kulturstyrelsen, eller modtages fra offentlige armslængdeorganer under Kulturministeriet (som fx Statens Kunstfond).
Driftstilskuddet under Kulturministeriet kan også være tildelt i form af offentlige driftstilskud, der er udlagt i delegeret tilskudsforvaltning til en selvejende institution m.v. (fx Det Københavnske Teatersamarbejde), driftstilskud, der er udlagt i regionale kulturaftaler med kommuner samt kommuners driftstilskud til egnsteatre og små storbyteatre.
Der er afsat i alt 14,6 mio. kr. til puljen.
Hvis de samlede ansøgte beløb, der opfylder betingelserne for tilskud, overstiger puljens samlede størrelse, beregnes og fordeles puljemidlerne forholdsmæssigt mellem ansøgerne.
Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har tilknyttet en NemKonto, inden du indsender din ansøgning.
Vi indberetter tilskuddet til Skattestyrelsen. Vær opmærksom på, at der ikke er trukket skat af det udbetalte beløb
Du skal være opmærksom på, at det er dit eget ansvar som ansøger at sikre, at institutionen ikke har modtaget mere end 75 mio. euro. i gruppefritaget støtte under gruppefritagelsesforordningens artikel 53, stk. 7, og støtte efter andre EU-statsstøtteregelsæt end gruppefritagelsesforordningen til de samme støtteberettigede omkostninger i regnskabsåret. Se nærmere i afsnittet ”Lovgrundlag”.
Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der behandler indkomne ansøgninger og træffer afgørelse.
Du får svar på din ansøgning senest 12 uger efter ansøgningsfristen. Du modtager en notifikationsmail, når dit svar ligger klar på din profil i Tilskudsportalen, medmindre du har fravalgt dette.
Når der er truffet afgørelse i alle sager får alle ansøgere svar i Tilskudsportalen eller via e-mail.
Hvis du ikke har ansøgt via Tilskudsportalen, kan du se hvordan du får svar her.