Statens Kunstfonds formål er at fremme de kunstneriske dimensioner af dansk kunsthåndværk og design i Danmark samt de kunstneriske dimensioner af dansk kunsthåndværk og design i udlandet.
Artist-in-Residence opholdet (Gaststudierende) er etableret i samarbejde med det internationalt anerkendte Akademie der Bildenden Künste i München, Fine Arts (Jewellery and Hollowware), som er en af verdens førende institutioner for udvikling af smykkekunst og korpus.
Kunstakademiets måde at arbejde på er karakteriseret ved at forholde sig aktivt til omverdenen og eksisterende kritiske diskurser inden for fx miljø/klima, social og kulturel bæredygtighed, konsumsamfundet, identitet og feminisme.
Med udgangspunkt i dit konkrete projekt, vil du få mulighed for at arbejde med din kunstneriske udvikling, være undersøgende og erhverve dig ny teoretisk indsigt. Du vil indgå i undervisningen på kunstakademiet på lige fod med de studerende på Fine arts (Jewellery and Hollowware), under ledelse af smykkekunstner, rektor for kunstakademiet og professor Karen Pontoppidan, som også vil give dig individuel sparring, og du vil få adgang til alle relevante værksteder og aktiviteter på akademiet.
Ligesom smykkescenen i München, er studiemiljøet ved akademiet internationalt, og undervisningen foregår på engelsk. For at sikre en solid faglig forankring på akademiet, er opholdet af seks måneders varighed (oktober 2025 – marts 2026). Som Artist-in-Residence er du med til undervisningen fra semesterets start sammen med akademiets studerende, og opholdet kulminerer i marts til den internationale messe SCHMUCK.
SCHMUCK er verdens ældste internationale udstillingsplatform for smykkekunst, som siden 1962 har fremvist det ypperste inden for smykkekunst og været absolut tonegivende. Hvert år i marts måned tiltrækker München derfor smykke- og korpuskunstnere, journalister, gallerister, kuratorer og andre design- og kunsthåndværkprofessionelle, hvilket frembyder en stor række imponerende, mangeartede og inspirerende oplevelser, tilbud og netværksmuligheder.
Samarbejdet mellem Kunstfonden og Akademie der Bildenden Künste i München er skabt ud fra en erkendelse af de manglende muligheder for videreuddannelse af professionelle danske smykke- og korpuskunstnere på et tilstrækkeligt højt niveau i Danmark.
Det første open call fandt sted i foråret 2023, og næste open call (ophold i 2025-2026) offentliggøres i foråret 2025.
Indsatsen er en del af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalgs overordnede strategi for kunsthåndværk og designområdet.
Praktisk information
Som Artist-in-Residence vil du modtage et samlet tilskud til dit ophold på 137.500 kr. (ca. 18.400 euro) til at dække omkostninger som bolig under ophold, transport, leveomkostninger, materialeudgifter samt administrationsgebyr til akademiet (ca. 2500 kr.), som Artist-in-Residence betaler. Forventningen er, at beløbet vil kunne dække nogle af de løbende omkostninger, som du samtidigt har i hjemlandet. Du er selv ansvarlig for at finde bolig og booke transport samt eventuelle forsikringer i forbindelse med opholdet. Du vil få hjælp fra det Danske Konsulat i München til at finde en lejlighed.
Opholdet er målrettet en professionelt udøvende smykkekunstner eller korpusarbejder, som arbejder på et højt kunstnerisk niveau. Ansøgere skal have lyst til at videreudvikle sin konceptuelle tilgang til kunsten, sproget om kunsten og opnå ny viden inden for smykke- eller korpusområdet.
Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale det. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR/CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har fået tilknyttet en NemKonto. Det skal ske inden du får et eventuelt tilsagn og tilskuddet bliver udbetalt. Hvis du, efter Skatteforvaltningens definition, er fraflyttet Danmark, eller er udenlandsk ansøger, kan du få udbetalt et eventuelt tilskud til en udenlandsk konto. I de tilfælde skal du udfylde bankoplysningsskema for lande med IBAN eller bankoplysningsskema for lande uden IBAN.
Modtager du tilskud:
Dit tilskud vil blive indberettet til SKAT, da vi har indberetningspligt. Det er uanset om og hvordan du skal beskattes af tilskuddet. Langt de fleste af vores tilskud bliver indberettet med AM-bidrag.
Det overordnede kriterium for alle tildelinger fra Statens Kunstfond er projektets kunstneriske kvalitet og det kunstneriske talent sammenholdt med det ansøgte projekt. Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design behandler ansøgningerne ud fra følgende kriterier, der indgår i en samlet vurdering af projektets kunstneriske kvalitet:
Hertil skal du med udgangspunkt i et konkret projekt af enten research- eller materialeorienteret karakter beskrive, hvad du ønsker at undersøge under dit ophold. Der lægges vægt på, at du i din motiverede ansøgning klart gør rede for ambitionerne for Artist-in-Residence -opholdet og hvad du ønsker opholdet skal kunne give din kunstneriske udvikling. Det er afgørende at du udviser lyst til at bruge opholdet til at skabe professionelle udviklingsmuligheder og netværk, og vil indgå aktivt i akademiets undervisning og de netværksaktiviteter, som stilles til rådighed.
Du skal desuden redegøre for, hvordan du efter opholdet vil sikre en forankring af din oplevelse/erfaring/viden fra dit ophold i en relevant form i Danmark. Vær opmærksom på, at afhængigt af hvilket format du vil gøre dette i, kan du søge om yderligere projektstøtte til at realisere dette i puljen Kunsthåndværk- og designprojekter i Danmark og udlandet.
Alle ansøgninger vurderes af Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design som herefter udarbejder en shortlist til Akademie der Bildenden Künste, München, der behandler shortlistens ansøgninger, og træffer den endelige beslutning om hvem der tilbydes Artist-in-Residence opholdet.
Du vil få besked fra sekretariatet i uge 15, hvis du er på shortlisten. Det endelige svar på din ansøgning vil du få senest 12 uger efter ansøgningsfristen.
Du får svar på din ansøgning senest 12 uger efter ansøgningsfristen. I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Udvalget udarbejder en short-list til Akademie der Bildenden Künste i München, der træffer den endelige beslutning om hvem der tilbydes Artist-in-Residence. Kommer du på denne short-list, vil du høre fra sekretariatet i uge 18. Og når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside. Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.