Udvalget har besluttet at gøre det muligt for alle med relevant erfaring, kompetencer og/eller ekspertise at tilkendegive interesse for selv at blive medlem af Betty Nansen Teatret eller Nørrebro Teaters bestyrelser for at gøre rekrutteringsgrundlaget for udpegningen så bredt som muligt. Udvalget skal udpege to medlemmer til hver bestyrelse, der af kulturministeren beskikkes til bestyrelsen pr. 1. juli 2024.
Om Betty Nansen Teatret
Betty Nansen Teatret er organiseret som selvejende institution, der sammen med Folketeatret, Nørrebro Teater og Østerbro Teater indgår i Det Københavnske Teatersamarbejde.
Betty Nansen Teatrets profil i Det Københavnske Teatersamarbejde er at formidle nye eksperimenterende fortælleformer og kunstneriske alliancer, nyskreven dramatik og klassikere læst på nye måder.
Betty Nansen Teatret er finansieret af driftstilskud fra Kulturministeriet administreret af Det Københavnske Teatersamarbejde. Desuden modtager teatret bidrag fra en række fonde og puljer til tidsbegrænsede aktiviteter og projekter, og derudover finansieres teatret af salg af forestillinger, billetsalg og andre aktiviteter.
Betty Nansen Teatret ledes af en bestyrelse, hvor medlemmerne tilsammen skal repræsentere juridisk, ledelsesmæssig, økonomisk, markedsføringsmæssig og scenekunstnerisk indsigt. Bestyrelsen sammensættes i overensstemmelse med lov om ligestilling mellem mænd og kvinder.
Bestyrelsesmedlemmers eventuelle egne scenekunstneriske produktioner kan ikke præsenteres på eller (co)produceres af Betty Nansen Teatret, samtidig med at medlemmet sidder i bestyrelsen.
Bestyrelsen for Betty Nansen Teatret består af 6 medlemmer: To medlemmer udpeget af Kulturministeren (herunder forpersonen), to medlemmer udpeget af Statens Kunstfond (v. Projektstøtteudvalget for Scenekunst), ét medlem udpeget af Betty Nansen Teatrets medarbejdere og ét medlem udpeget af Frederiksberg Kommune. Den nuværende bestyrelse består af:
Katja Holm, Andreas Gylling Æbelø og Ken Tommy Nielsen er beskikket frem til 30.06.2026
De nye bestyrelsesmedlemmer skal udpeges i fire år fra 1. juli 2024 til 30. juni 2028. Der tages forbehold for ændringer i regelgrundlaget for udpegningen af bestyrelsen for Betty Nansen Teatret.
Læs mere om Betty Nansen Teatret her
Læs mere om Betty Nansen Teatrets organisation og den nuværende bestyrelse her
Læs mere om den konkrete opgave som medlem af Betty Nansen Teatrets bestyrelse
Om Nørrebro Teater
Nørrebro Teater er organiseret som selvejende institution, der sammen med Folketeatret, Betty Nansen Teatret og Østerbro Teater indgår i Det Københavnske Teatersamarbejde.
Nørrebro Teaters profil i Det Københavnske Teatersamarbejde er ’underholdende og samtidsrelevante fortællinger med morskab, mening og kant’. Teatrets repertoire består af underholdende og meningsfulde teater- og musikforestillinger, der forholder sig til nutiden og ikke er bange for at lade humoren stå på skuldrene af alvoren.
Nørrebro Teater er finansieret af driftstilskud fra Kulturministeriet administreret af Det Københavnske Teatersamarbejde samt salg af forestillinger, billetsalg, udlejning, events og andre aktiviteter.
Nørrebro Teater ledes af en bestyrelse, hvor medlemmerne tilsammen skal repræsentere juridisk, ledelsesmæssig, økonomisk, markedsføringsmæssig og scenekunstnerisk indsigt. Bestyrelsen sammensættes i overensstemmelse med lov om ligestilling mellem mænd og kvinder.
Bestyrelsesmedlemmers eventuelle egne scenekunstneriske produktioner kan ikke præsenteres på eller (co)produceres af Nørrebro Teater, samtidig med at medlemmet sidder i bestyrelsen.
Bestyrelsen for Nørrebro Teater består af 6 medlemmer: To medlemmer udpeget af Kulturministeren (herunder forpersonen), to medlemmer udpeget af Statens Kunstfond (v. Projektstøtteudvalget for Scenekunst), ét medlem udpeget af Nørrebro Teaters medarbejdere og ét medlem udpeget af Københavns Kommune. Den nuværende bestyrelse består af:
Michael Storm Frederiksen, Lene Struck-Madsen og Henrik Kegnæs Spangsbo er beskikket frem til 30. april 2026.
De nye bestyrelsesmedlemmer udpeges for fire år fra 1. juli 2024 til 30. juni 2028. Der tages forbehold for ændringer i regelgrundlaget for udpegningen af bestyrelsen for Nørrebro Teater.
Læs mere om Nørrebro Teater her
Læs mere om Nørrebro Teaters organisation og den nuværende bestyrelse her
Læs mere om den konkrete opgave som medlem af Nørrebro Teaters bestyrelse
Du kan søge, hvis du har solid erfaring, kompetencer eller faglig ekspertise inden for kultur, kunst, og/eller scenekunst. Der bliver også set på, om du har ledelsesmæssige kompetencer og/eller erfaring med bestyrelsesarbejde.
Du ansøger i dit CPR-nummer.
Vederlaget for bestyrelseshvervet i de to teatre fremgår af dokumenterne 'Læs mere om den konkrete opgave som medlem...'. Se under beskrivelsen af de to teatre længere oppe.
Udvalget har besluttet at gøre det muligt for alle at tilkendegive interesse for selv at blive medlem af Betty Nansen Teatret eller Nørrebro Teaters bestyrelser for at gøre rekrutteringsgrundlaget for udpegning af medlemmer til teaterbestyrelser så bredt som muligt. Udvalget indstiller fire kandidater (to mænd og to kvinder) til bestyrelsen i hhv. Betty Nansen Teatret og Nørrebro Teater til kulturministeren, som herefter vælger blandt de fire indstillede kandidater og beskikker to af dem til bestyrelsen. Derfor gælder dette Open Call kun de to pladser i hver bestyrelse, som udvalget har indstillingsretten til.
Kandidater fra dette Open Call kommer til at indgå i udvalgets udpegningsproces og arbejde med at finde de rette kandidater. Et af de nuværende bestyrelsesmedlemmer i Betty Nansen Teatret og begge de nuværende bestyrelsesmedlemmer i Nørrebro Teater udpeget af Statens Kunstfond kan indgå i bruttolisten af kandidater, som udvalget indstiller fra, da medlemmerne kan genudpeges.
Efter ligestillingsloven skal udvalget indstille både en kvindelig og en mandlig kandidat til hver enkelt bestyrelsespost til kulturministeren.
Ansøgningsproceduren foregår ved en vurdering af de skriftlige ansøgninger. Udvalget foretager en faglig vurdering af den enkelte ansøgers erfaringer, kompetencer og ekspertise i relation til de siddende bestyrelsesmedlemmers øvrige kompetencer.
I april måned 2024 giver udvalget besked til alle ansøgere, hvorvidt de er udpeget til bestyrelseshvervet eller ej.
Vi behandler dine oplysninger fortroligt.