Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst ønsker at fremme samtidskunsten i Danmark og dansk samtidskunst i udlandet ved at give udenlandske kuratorer mulighed for at møde danske kunstnere og få indsigt i den danske samtidskunstscene med henblik på fremtidige samarbejder.
Hertil ønsker udvalget at fremme samtidskunsten i Danmark ved at give danske kuratorer mulighed for at møde udenlandske samtidskunstnere og få indsigt i udlandets samtidskunstscener med henblik på fremtidige samarbejder.
Researchprogrammet retter sig primært mod ansøgere, der allerede har kontakter på den kunstscene, de ønsker at besøge eller ansøgere, som ønsker at videreudvikle et konkret projekt. Som ansøger er du selv ansvarlig for at tilrettelægge møder og besøg hos kunstnere, institutioner og øvrige relevante aktører.
Her finder du ansøgningsvejledning og elektronisk ansøgningsskema på engelsk.
Udvalget yder tilskud på højest 15.000 kroner til udgifter til rejse og ophold.
Både rejse og ophold skal afholdes på "economy class". Den typiske researchrejse har en varighed på 3 til 7 dage. Men du kan også søge tilskud til længerevarende ophold forudsat, at du selv har arrangeret indkvartering.
Du kan danne dig et indtryk af beløbsstørrelser på projekttilskud ved at kigge på tidligere tildelinger.
Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR/CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har fået tilknyttet en NemKonto. Det skal ske inden du får et eventuelt tilsagn og tilskuddet bliver udbetalt.
Hvis du, efter Skatteforvaltningens definition, er fraflyttet Danmark, eller er udenlandsk ansøger, kan du få udbetalt et eventuelt tilskud til en udenlandsk konto. I de tilfælde skal du udfylde bankoplysningsskema for lande med IBAN eller bankoplysningsskema for lande uden IBAN.
Modtager du tilskud, vil vi udbetale beløbet snarest muligt.
Vi indberetter tilskuddet til Skattestyrelsen. Men der er ikke trukket skat af det udbetalte beløb.
Du får svar på din ansøgning på e-mail senest 14 dage efter, du har indsendt ansøgningen. Bemærk, at du ikke kan forvente at få svar i juli måned.
I perioden indtil da vil ansøgningen blive klargjort og herefter læst og behandlet.
Alle tildelinger bliver offentliggjort på vores hjemmeside.