Visningsvederlag udbetales af den arrangerende institution til den enkelte nulevende danske kunstner eller kunstnergruppe, kunsthåndværker eller designer. Visningsvederlaget er institutionens betaling for lån af et originalt værk, såfremt dette stadig er i kunstnerens, kunstnergruppens, kunsthåndværkerens eller designerens eje. De institutioner, der er omfattet af visningsvederlagsordningen skal udbetale visningsvederlaget til kunstneren, senest 14 dage efter en udstillings slutdato. De omfattede institutioner kan én gang årligt ansøge Slots- og Kulturstyrelsen om refusion af den udgift de har haft til visningsvederlaget. Institutionerne ansøger om refusion af årets udgifter til visningshonorar via det digitale ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet er tilgængeligt på denne side senest en måned før ansøgningsfristen.
Størrelsen af visningsvederlaget udregnes på baggrund af følgende satser fastlagt i bekendtgørelsen:
Kunstner og institution udfylder sammen beregningsskemaet. I kan udfylde beregningsskemaet som regneark (hvor visningsvederlag udregnes automatisk) eller PDF. Institutionen er ansvarlig for udfyldelsen af denne kontrakt. Institutionen er forpligtet til at udbetale visningsvederlaget til kunstneren senest 14 dage efter udstillingens sidste åbningsdag.
Der betales vederlag per værk, og det er i den sammenhæng ikke af betydning om der eksempelvis har været flere kunstnere om at producere værket. I så fald må kunstnerne deles om vederlaget for værket.
Det er kun institutioner der er omfattet af visningsvederlagsordningen der kan søge. Følgende institutioner er omfattet af ordningen: 1) institutioner under Kulturministeriet 2) de statslige museer og statsanerkendte museer. 3) de statslige og statsstøttede kunsthaller og udstillingssteder. Det vil sige Charlottenborg og Den Frie Udstillingsbygning og samtlige steder, der modtager støtte til 1 årigt udstillingsprogram fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst. Visningsvederlagsordningen omfatter udstillinger, der afholdes i Danmark, samt udstillinger i udlandet der afholdes af Statens Kunstfond. Salgsudstillinger er ikke omfattet af visningsvederlagsordningen. Definition af salgsudstillinger: Salgsudstillinger er i udgangspunktet alle udstillinger af kunstnersammenslutninger, med vedtægter der omtaler salg, samt andre udstillinger hvor den primære hensigt er salg. Ordningen omfatter heller ikke værker udlånt til permanente udstillinger, dvs. hvor udstillingen eksempelvis ikke har en titel og ikke har en start- og slutdato.
Der var i 2020 afsat 3,4 millioner kr. på finansloven.
Såfremt der samlet set er støtteberettigede ansøgninger for mere end dette beløb, vil samtlige refusioner blive reduceret med en procentsats, der sikrer at bevillingen ikke overskrides. I 2017, 2018 og 2019 var refusionsprocenten på 100%, men i 2014 var den på 90%.
Institutioner kan således ikke nødvendigvis forvente at få det fulde beløb refunderet.
Slots- og Kulturstyrelsen vurderer om ansøger er omfattet af visningsvederlagsordningen, og om åbningsdatoerne for udstillingerne ligger inden for støtteperioden. Der vil blive udført stikprøver, hvor udvalgte institutioner vil blive bedt om at indsende skemaet til beregning af visningsvederlag.
Du vil få besked om Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse i december samme år, som ansøgningen er indsendt. Udbetalingen vil ligeledes finde sted i december samme år.