Arbejdslegaterne skal støtte professionelle kunstnere, der er økonomisk udfordrede under den aktuelle COVID-19-situation. Legaterne skal sikre, at kunstnerne kan fortsætte deres kunstneriske virksomhed og udfolde deres kunst også under Corona-restriktioner. Målet med legaterne er derudover, at kunstnere kan udvikle og afprøve nye formater/medier/praksisser, der er forenelige med de aktuelle forhold under COVID-19, og som understøtter, at kunsten bringes ud til nye målgrupper i Danmark.
Bemærk, at du kan kun søge inden for ét kunstområde; hvis du arbejder tværkunstnerisk eller inden for flere kunstområder, skal du indsende din ansøgning, der hvor du har din hovedaktivitet.
Arbejdslegaterne kan søges af alle professionelle skabende kunstnere og også af udøvende kunstnere (bl.a. skuespillere, dansere og musikere), der arbejder inden for de kunstretninger under Statens Kunstfonds støtte-område, der har lidt størst økonomisk tab som følge af COVID-19-restriktionerne. Ansøger skal have tilknytning til den danske kunstscene.
Der er tale om en særlig pulje med særlige krav og kriterier, som skiller sig ud fra fondens øvrige arbejdslegater. Det gør den blandt andet ved, at der stilles krav om, at ansøger erklærer:
Den samlede årlige indtægt fra kunstnerisk virke udgøres af den samlede A-indkomst og B-indkomst samt skattepligtigt overskud fra selvstændig kunstnerisk virksomhed. I indtægten fra kunstnerisk virke i 2020 indgår eventuelle indtægter fra relevante COVID-hjælpepakker og eventuelle arbejdslegater fra Statens Kunstfond mv.
Da dette er en særlig pulje, vil udfaldet af en ansøgning til denne pulje ikke have indflydelse på udfaldet af en eventuel ansøgning om Statens Kunstfonds almindelige arbejdslegater, ligesom eventuel tildeling af almindeligt arbejdslegat eller støtte via øvrige hjælpepakker relateret til COVID-19 heller ikke vil have indflydelse på udfaldet af en ansøgning til denne pulje.
Puljens midler vil blive fordelt proportionelt mellem kunstarterne på baggrund af antallet af indkomne ansøgninger inden for de enkelte kunstarter, som opfylder de økonomiske kriterier for at kunne søge legaterne.
Disse arbejdslegater kan kun søges af individuelle kunstnere, dvs. ikke af foreninger, grupper, bands, virksomheder eller tilsvarende.
Du kan ikke søge om særligt arbejdslegat fra, hvis du er studerende på en af de statslige kunstneriske uddannelser (dvs. kunstakademierne, arkitektskolerne, designskolerne, Den Danske Scenekunstskole, Forfatterskolen, musikkonservatorierne, Filmskolen) eller studerende på videregående uddannelser, der er godkendt til SU, eller hvis du i øvrigt ikke indfrier de generelle kriterier, som de enkelte fagudvalg for kunstområderne har opsat.
Statens Kunstfond har valgt at begrænse ansøgerkredsen, da Kunstfonden har begrænsede midler og vil gerne prioritere at støtte de professionelle kunstnere, der har opnået en vis erfaring. Det kan være det nye talent eller den mere erfarne kunstner.
De særlige arbejdslegater ligger som udgangspunkt mellem 50.000 kr. og 100.000 kr., men beløbet afgøres af det enkelte udvalg under Statens Kunstfond.
Udbetaling
Hvis du får et legat, skal du have en NemKonto, for at beløbet kan udbetales. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR-nummer, der oplyses i ansøgningen. Det er ikke muligt at få eventuelt legat udbetalt til CVR-nummer.
Får du tilsagn om et arbejdslegat, bliver det udbetalt senest tre uger, efter du har modtaget svarbrevet.
Vær opmærksom på, at der er ikke trukket skat af det udbetalte beløb, og at vi indberetter tilskuddet til Skattestyrelsen som skattepligtig B-indkomst.
I en første runde skannes ansøgningerne i forhold til, om de opfylder de ovenfor nævnte økonomiske kriterier. Ansøgninger, der ikke er kvalificerede i forhold til de økonomiske kriterier, vil modtage et afslag.
Ansøgninger, der er kvalificerede i forhold til de økonomiske kriterier, bliver behandlet af Statens Kunstfonds kunstfaglige udvalg. Statens Kunstfond vurderer ansøgningerne ud fra en helhedsbetragtning, hvori der indgår en vurdering af kunstnerisk kvalitet og en vurdering af ansøgers eventuelle forventninger til, hvilke værker eller aktiviteter legatet kan resultere i, herunder hvordan kunstneren vil arbejde med nye formater mv. og understøtte, at kunsten når ud til nye målgrupper.
Hvad angår kriterierne for kunstnerisk kvalitet henvises der til de enkelte Legatudvalgs vurderingskriterier:
• Arkitektur
• Billedkunst
• Film
• Kunsthåndværk og design
• Litteratur
• Musik
• Scenekunst
I Statens Kunstfonds vurdering af arbejdslegaterne bliver det vægtet, at der samlet er sikret en geografisk spredning i fordelingen af arbejdslegaterne.
Du får svar på din ansøgning på e-mail senest 12 uger efter ansøgningsfristen.
I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside.
Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.