Formålet med ordningen er at udvikle universelle digitale og fysiske designløsninger til det offentlige rum, og at sætte fokus på vigtigheden af at skabe design for alle. Puljen opfordrer derfor udøvere til at søge om midler til at højne både ligeværd og oplevelsen af at færdes i det offentlige rum. Kunstfonden og Bevica Fonden ønsker at igangsætte en bevidsthedsændring, som forener æstetik og funktion med ligeværdigt og universel design for alle i fremtidens designløsninger. Hertil ønsker udvalget at se projekter, der samtidig overrasker, skubber til fagets grænser og grundlæggende forholder sig til betydningen af den kunstneriske dimension i hverdagen.
Kunsthåndværk- og designområdet er bredt og puljen henvender sig til alle udøvere, som hører under dette område.
Inden ansøgningsfristen var der mulighed for at deltage i en gratis digital workshop om universelt design. Her blev blandt andet delt en inspirationsguide, som kan hentes her. Workshoppen fandt sted digitalt den 16. august kl. 15.30-17.30.Modtager du støtte til din ansøgning vil du desuden få mulighed for at deltage i endnu en workshop afholdt af EnactLab den 8. december kl. 15.30-17.30, som kan hjælpe dig med at kvalificere dit projekt yderligere. Workshoppen vil blive afholdt fysisk.
Modtager du støtte til din ansøgning, vil du få tilsendt en mail om mulig tilmelding til den opfølgende workshop.
Udvalget ønsker at prioritere større projekter i beløbsrammen 50.000 kr. til 500.000 kr. Vær opmærksom på at udvalget ikke giver beløb på under 50.000 kr.
Udbetaling
Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR/CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har fået tilknyttet en NemKonto. Det skal ske inden du får et eventuelt tilsagn og tilskuddet bliver udbetalt.
Hvis du modtager et mindre beløb end du har ansøgt om, vil du kunne læse i dit bevillingsbrev, om du skal indsende flere oplysninger, før vi kan udbetale dit tilskud. Hvis du, efter Skatteforvaltningens definition, er fraflyttet Danmark, eller er udenlandsk ansøger, kan du få udbetalt et eventuelt tilskud til en udenlandsk konto. I de tilfælde skal du udfylde bankoplysningsskema for lande med IBAN eller bankoplysningsskema for lande uden IBAN. Modtager du tilskud på 100.000 kroner vil de blive udbetalt så tæt som muligt på den startdato, du har oplyst for din udgiftsperiode. Du bør derfor afstemme startdatoen for dit projekt med den dato, hvor dine første udgifter for projektet falder.
Vi indberetter tilskuddet til Skattestyrelsen. Men der er ikke trukket skat af det udbetalte beløb.
For at opnå tilskud fra Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design skal ansøgningen udvise høj kunstnerisk kvalitet inden for det pågældende fagområde.
I denne ordning vil udvalget lægge særlig vægt på kriteriet relevans jævnfør puljens formål om universelle designløsninger.
Udvalget vurderer den kunstneriske kvalitet både inden for kunsthåndværk og design i forhold til, hvorvidt det ansøgte projekt udviser minimum ét af følgende punkter:
Udvalget forbeholder sig retten til at imødekomme ansøgningen med et mindre beløb end ansøgt ud fra en vurdering af ansøgningen i forhold til det samlede felt af ansøgninger, de afsatte midler samt ønsket om at sikre mangfoldighed og en spredning af kunststøtten. Hvis du modtager et mindre beløb end du har ansøgt om, vil du kunne læse i dit bevillingsbrev, om du skal indsende flere oplysninger, før vi kan udbetale dit tilskud.
Du skal være opmærksom på
Udvalget giver tilskud til konkrete projekter på baggrund af det vedlagte budget. Er dit projekt endnu ikke modnet og konkret, men har karakter af research og grundforskning, kan du søge om et arbejdslegat hos Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design.
Det er et kriterie for at opnå støtte i denne ordning, at det ansøgte projekt har til formål at ende ud i et konkret produkt. Produktet kan både være af immateriel og materiel karakter, men skal høre under universelt design.
Udvalget ønsker endvidere at prioritere samarbejdsprojekter, hvor aktører finder sammen i nye konstellationer for at udforske feltets muligheder på tværs af fagområder, og arbejder for at imødekomme de udfordringer og muligheder vi står overfor som mennesker og samfund.
Har du inden for de sidste tre år søgt tilskud hos Statens Kunstfond, vil disse oplysninger indgå i behandling af din ansøgning. En livsvarig hædersydelse fra Statens Kunstfond indgår ikke i behandlingen af din ansøgning.
Du får svar på din ansøgning på e-mail senest 12 uger efter ansøgningsfristen. I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Og når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside. Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.