Inge Lehmann-programmet er en del af den politiske aftale af 28. oktober 2021 om fordeling af forskningsreserven i 2022. Det fremgår af aftalen, at programmet skal understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind.
Programmet er åbent for alle fagområder og for både mænd og kvinder, men gennem dispensation efter ligestillingslovens § 3 vil DFF som udgangspunkt vælge kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere, dog således at der foretages en objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til alle særlige kriterier vedrørende ansøgerne, uanset køn.
Der er i 2022 i alt afsat 80 mio. kr. inkl. overhead til programmet. En Inge Lehmann-bevilling kan være på op til 2 mio. kr. ekskl. overhead, hvorved der forventes givet 20-30 bevillinger i 2022.
En Inge Lehmann-bevilling gives til ansøgere med potentiale for forskning og forskningsledelse på højt internationalt niveau.
På baggrund af den politiske aftale har DFF besluttet at målrette Inge Lehmann-programmet mod de tidlige trin i forskerkarrieren, hvor der er dokumentation for, at uligheden i kønssammensætningen i forskermiljøerne sætter ind. For at understøtte en blivende talentudvikling og kapacitetsopbygning er det desuden en forudsætning for at opnå støtte, at ansøger har opnået ansættelse som adjunkt/lektor, forsker/seniorforsker, docent eller lignende, jf. kravene nedenfor.
En Inge Lehmann-bevilling skal bidrage til en væsentlig styrkelse af dine karrieremuligheder på en dansk forskningsinstitution.
Målgruppen er de allerdygtigste forskere på de tidlige karrieretrin, som gennem ledelse af et forskningsprojekt kan udvikle deres potentiale som excellente forskningsledere. Du skal som ansøger være ansat som adjunkt/lektor, forsker/seniorforsker eller docent på en dansk forskningsinstitution, som er omfattet af en stillingsstruktur under Uddannelses- og Forskningsministeriet, Kulturministeriet, Forsvarsministeriet eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Har du indgået aftale om ansættelse inden for en af de nævnte stillingskategorier, men endnu ikke tiltrådt stillingen, skal du vedlægge ansættelsesbrevet i din ansøgning.
Hvis du på ansøgningstidspunktet er ansat på en forskningsinstitution, som ikke er omfattet af stillingsstrukturer under et af de ovennævnte ministerier, f.eks. som klinisk ansat læge, kan du fortsat opfylde ansøgningskriterierne, hvis du er ansat med en anden stillingsbetegnelse, hvor stillingen har forskningsindhold og mulighed for karrieremæssig progression. Du skal redegøre for, at din stilling lever op til dette. DFF foretager en konkret vurdering af ansættelser på forskningsinstitutioner, som ikke indgår i de nævnte stillingsstrukturer.
Du skal ved ansøgningsfristens udløb have opnået ph.d.-graden eller kvalifikationer, der kan sidestilles hermed (f.eks. positiv adjunktbedømmelse), inden for minimum 2 og maksimum 8 år. Efter ph.d.-graden skal du have opnået betydelig selvstændig forskningserfaring. Den præcise dato for opnåelse af ph.d.-graden, som den fremgår af underskriften på ph.d.-beviset, eller dato for opnåelse af kvalifikationer, der kan sidestilles hermed (f.eks. positiv adjunktbedømmelse), skal fremgå af ansøgningsblanketten i e-grant.
Du skal opretholde en ansættelse på en dansk forskningsinstitution i hele projektperioden. Det er muligt at skifte stillingskategori i bevillingsperioden, f.eks. fra adjunkt til lektor eller fra forsker til seniorforsker.
Der er i 2022 i alt afsat 80 mio. kr. inkl. overhead til programmet. En Inge Lehmann-bevilling kan være på op til 2 mio. kr. ekskl. overhead, hvorved der forventes givet 20-30 bevillinger i 2022.
Ved bedømmelsen af din ansøgning inddrager DFF nedenstående kriterier, hvoraf projektets kvalitet og ansøgers kvalifikationer er de to væsentligste vurderingskriterier.
Ved vurderingen lægger DFF vægt på, at de enkelte kriterier er opfyldt i videst mulig udstrækning. For de enkelte faglige råd vil der dog altid være tale om en konkret helhedsvurdering, hvor forskellige kriterier kan være opfyldt i større eller mindre grad. På grund af konkurrencen mellem ansøgninger er det ikke givet, at en opfyldelse af kriterierne vil føre til en bevilling.
DFF vil i alle tilfælde vurdere din ansøgning ud fra, om det ansøgte projekt gavner dansk forskning. For yderligere oplysninger henvises til det gældende Inge Lehmann-opslag.
Alle ansøgninger skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk senest torsdag den 16. juni 2022 kl. 12:00.
DFF giver ikke støtte med tilbagevirkende kraft. Du kan derfor ikke søge om forskningsmidler til aktiviteter, der allerede er påbegyndt på det tidspunkt, hvor fonden træffer afgørelse.
Ansøgningerne behandles i november 2022.
Tidligste projektstartsdato: 1. februar 2023
Seneste projektstartsdato: 1. december 2023