CISUs Oplysningspulje har som formål at styrke og understøtte folkelige organisationers oplysningsaktiviteter om udviklingslande. Målgruppen for puljens aktiviteter er dansk, og aktiviteterne skal præsentere mangeartede historier om udviklingslande og udviklingssamarbejde. Aktiviteten skal sætte målgruppen i stand til at vide, mene eller gøre noget nyt. Gerne ved at skabe rammerne om personlig identifikation eller vække en følelse af samhørighed.
For at kunne søge om midler i Oplysningspuljen, skal foreningen være medlem af CISU.
Oplysningspuljen giver støtte til et mangfoldigt og fantasifuldt udvalg af oplysningsaktiviteter i Danmark, som formidler viden om udviklingssamarbejde og/eller om udviklingslandenes situation gerne med udgangspunkt i CISUs medlemsforeningers konkrete aktiviteter og partnerskaber i udviklingslandene. Det skal tydeligt fremgå af budgettet, hvad Oplysningspuljen søges om støtte til.
Man kan løbende søge op til 25.000 kroner til en aktivitet og samlet for 50.000 kroner på et kalenderår.
Puljen har ikke ansøgningsrunder, men midlerne er delt op i to årlige vinduer. Puljemidlerne fordeles i udgangspunktet, så 70 % af midlerne er til rådighed i årets første halvdel, og resten af puljemidlerne er til rådighed efter sommerferien. Denne fordeling er lavet ud fra erfaringen om, at CISU generelt modtager flere ansøgninger til Oplysningspuljen i foråret end i efteråret.
I tilfælde af ikke-allokerede midler i foråret overføres midlerne til efteråret.
Årets første vindue er åbent fra 1. februar og til midlerne er bevilget. Det anden vindue åbner omkring 1. august. (Ikke i en weekend)
Der er ikke faste krav til, hvad oplysningsaktiviteten konkret skal handle om, eller hvordan den skal gennemføres. I stedet lægger vi vægt på, at der er tale om gode, gennemarbejdede og realistiske ideer.
Alle ansøgninger vurderes samlet ud fra fem kriterier:
1. Vurdering af den ansøgende organisations evne og evt. samarbejder
2. Vurdering af målgrupper
3. Vurdering af aktivitetens kontekst, relevans og nytænkning
4. Vurdering af hvilken værdi aktiviteten giver for pengene
5. Vurdering af læring, erfaringsopsamling og videndeling
Bevillingsudvalgets afgørelse er altid et udtryk for en helhedsvurdering af ansøgningen. Svage punkter kan opvejes af stærke, og ikke alle kriterier vil være lige relevante i forskellige typer af oplysningsaktiviteter.
Ansøgningerne vil blive behandlet i løbet af fire uger og ansøgerne modtager skriftligt svar på mail fra CISU. Ansøger vil sammen med svaret få tilsendt bevillingsnotatet som det eksterne bevillingsudvalgt har udarbejdet undervejs i vurderingen.