Puljens formål er at skabe viden, holdning, handling om global udvikling ved at oplyse og engagere folk i Danmark.
Projekter støttet af puljen kan være rene oplysningseller engagementsprojekter, eller de kan kombinere de to fremgangsmåder.
Med ”global udvikling” menes emner og dagsordner relateret til det danske udviklingssamarbejde og verdensmålene. Emnerne kan være større globale problemstillinger såsom klimakrisen eller små lokale historier – fælles for emnerne er at de er koblet til lande på OECD/DACs oversigt over modtagerlande af udviklingsbistand.
Ansøgerkredsen til puljen omfatter:
• Civilsamfundsorganisationer
• Offentlige institutioner, selvejende- og kulturinstitutioner
• Private virksomheder, medier, socialøkonomiske virksomheder og fonde (inkl. erhvervsdrivende fonde) institutioner.
Ansøger har det økonomiske, forvaltningsmæssige og juridiske ansvar for, at projektet gennemføres. Hvis der er tale om et samarbejde ligger ansvaret hos hovedansøger. Det er ligeledes hovedansøger, der har det primære ansvar for koordinering med eventuelle samarbejdspartnere i indsatsen.
Hovedansøgers overordnede myndighed, fx bestyrelse, skal kunne påtage sig det fulde ansvar for ansøgningen og en efterfølgende bevilling. Læs mere om ansøgers ansvar i Forvaltningsvejledningen (som er at finde her: https://openpuljen.dk/sog-puljen/)
Hvilke krav der gælder for ansøger:
Hvilke minimumskrav gælder for hovedansøger og samarbejdspartner i Danmark?
Følgende minimumskrav gælder for hovedansøger og samarbejdspartnere (med budgetansvar) i Danmark: • Skal have juridisk hjemsted og aktiviteter i Danmark.
• Skal have eksisteret i mindst et år. Hvis mindre, kan der max søges om støtte på 200.000 kr.
• Forpersonen eller hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne eller anden ansvarshavende instans skal være danske statsborgere eller udlændinge med fast opholdstilladelse i Danmark og bosiddende i Danmark.
• Skal have godkendte vedtægter.
• Skal have regnskaber, der er underkastet revision. Hvis ansøger eller samarbejdspartner har eksisteret i mindre end et år, skal der være planlagt revision af regnskaber.
Der gælder særlige krav for ansøgere, der kan betragtes som en enhed, som udøver økonomisk aktivitet.
Hvilke særlige regler gælder for virksomheder eller andre, som udøver økonomisk aktivitet?
Disse regler vil almindeligvis kun gælde for private virksomheder, socialøkonomiske virksomheder, fonde (inkl. erhvervsdrivende fonde), men de kan også gælde forskningsinstitutioner eller andre.
Der gælder særlige regler, hvis ansøger kan betragtes som en enhed, der udøver økonomisk aktivitet i forhold til de aktiviteter, som ansøger søger om støtte til i puljen. Dvs. en enhed som udbyder varer eller tjenesteydelser på et konkurrenceudsat marked, uanset enhedens retlige status og finansieringsmåde. Hvis dette gør sig gældende for hovedansøger eller samarbejdspartner, gælder minimumskravene samt følgende krav:
• Skal være CVR-registreret.
• Må over en periode på tre regnskabsår ikke modtage statsstøtte, der overstiger de gældende satser i henhold til EU’s regler om de minimis-støtte1. Dvs. ansøgeren skal kunne erklære på tro og love, at ansøgeren ved modtagelse af en bevilling fra puljen ikke overskrider et samlet statsstøtteloft på 200.000 EUR (ca. DKKR 1,5 mio.) over en periode på tre regnskabsår. Der skal i den forbindelse tages hensyn til den samlede de minimis-støtte, som ansøgeren har modtaget i det indeværende og de to foregående regnskabsår.
• Skal udfylde ”Erklæring om de minimis-støtte”. Det er ansøgers eget ansvar at sikre, at erklæringen er korrekt udfyldt.
Hvilke krav gælder for samarbejdspartner i Syd?
En relevant samarbejdspartner kan være civilsamfunds-organisationer, medier eller andre forankret i Syd, Denne form for samarbejdspartner skal være forankret i et af landene på OECD/ DACs oversigt.
Samarbejdspartner i Syd må ikke være:
• Enkeltpersoner, familier, landets regering, politiske partier, en offentlig myndighed eller institution.
• Nationale regeringer eller myndigheder på regionalt eller lokalt niveau.
• Opført på FN’s eller EU’s terrorlister, som opdateres løbende. Det er hovedansøgers ansvar at sikre dette.
Puljen støtter projekter med beløb fra 50.000 kr. og op til 2,5 mio. kr. Afhængigt af hvor meget der ansøges, er der specifikke krav knyttet til ansøgning og projekt. Jo højere beløb, der søges om, jo flere krav.
Vær opmærksom på:
• Puljen bevilliger max to ansøgninger om året med et ansøgt beløb på over 1,5 mio. kr.
• Puljen støtter også formidlingslegater med beløb fra 20.000 kr. og op til 100.000 kr. (se særskilte retningslinjer herfor).
• Puljen behandler/støtter ikke ansøgninger, der også søges støtte til hos Globus.
• Man skal vælge ansøgningsskema efter hvilket beløb man søger. Ansøgningsformater findes på www.openpuljen.dk.
Hvor meget kan én ansøger maksimalt opnå i støtte på et år?
En ansøger (som hovedansøger eller del af et samarbejde) kan godt søge puljen mere end en gang om året, men vær opmærksom på:
• Man kan maksimalt opnå én bevilling over 1,5 mio. kr. indenfor hvert kalenderår.
• Hvis man opnår flere mindre bevillinger, kan man maksimalt opnå bevillinger for tilsammen 1,5 mio. kr. indenfor hvert kalenderår. Dvs. at man som hovedansøger eller som samarbejdspartner ikke kan være med i flere ansøgninger, når man har været med til at få bevilliget ansøgninger for i alt 1,5 mio. kr. Dette krav er uafhængigt af budgetfordelingen mellem de forskellige samarbejdspartnere.
Alle ansøgninger vurderes ud fra et helhedsorienteret skøn i forhold til projektets kvalitet og formål samt vurderingskriterierne.
I vurderingen bliver kravene altid afstemt med ansøgningens beløbsstørrelse, ansøgers erfaring og det man vil opnå med projektet. Ansøgningerne vurderes med andre ord efter de samme kriterier uanset ansøgningens beløbsstørrelse, men kravene til opfyldelsen de enkelte kriterier stiger med beløbsstørrelsen.
I vurderingen af ansøgninger gælder det; jo højere beløb, desto mere fyldestgørende skal ansøgningen leve op til hvert enkelt vurderingskriterie. Det gælder også, at jo lavere beløb der søges om, jo mere risikovillighed – dvs. at en ansøgning godt kan blive godkendt, selvom den ikke på alle parametre er fyldestgørende.
Ansøgningen vurderes udfra nedenstående parametre:
Formål og relevans Projektet bidrager til puljens formål: at skabe viden, holdning, handling om global udvikling ved at oplyse og engagere folk i Danmark.
Omkostningsniveau Der er et rimeligt forhold mellem projektets aktiviteter, forventede resultater, omkostningsniveauet og det samlede budget.
Ansøger og samarbejdspartnere Hovedansøger og samarbejdspartnere har de nødvendige erfaringer, kapacitet og ressourcer til at implementere projektet.
Hovedansøgers og samarbejdspartneres forskellige erfaringer, kapacitet og ressourcer komplementerer hinanden i opnåelsen af projektets formål, herunder at nå ud til målgruppen.
Hovedansøger og samarbejdspartnere demonstrerer viden om de tematikker projektet omhandler.
Målgrupper og aktiviteter
Hovedansøger og samarbejdspartnere demonstrerer specifik viden om målgruppen og adgang til denne.
Valget af medier, platforme og metoder til at oplyse og/eller engagere er relevant ift. at nå målgruppen og ’de neutrale’.
Projektet viser sammenhæng mellem projektets aktiviteter, plan for gennemførelse og forventede resultater, dvs. projektet har en klar strategi for at opnå de ønskede forandringer.
Projektet når segmentet ’de neutrale’.
For projekter over 500.000 kr.:
Projektets resultater kan dokumenteres.
Det er sandsynliggjort, at projektets resultater/produkter sættes i spil også efter projektets afslutning.
Hvornår ligger ansøgningsfristerne?
Der er to faste ansøgningsfrister om året:
Forårsrunden: Anden onsdag i april - for ansøgninger over og under 200.000kr. (I 2023 har CISU valgt at skyde ansøgningsfristen i april en uge frem, eller til den tredje onsdag i april d. 19/4 kl. 12:00.)
Efterårsrunden: Anden onsdag i oktober - for ansøgninger under 200.000kr. Der afsætter 2. mio. kr. til runden.
For ansøgninger over 1.5 mio. kr. kan der dog kun søges én gang om året, nemlig til fristen anden onsdag i april kl. 12.00.
Hvad er behandlingstiden?
Behandlingstiden er normalt seks uger.
Hovedansøger modtager skriftligt og begrundet svar fra CISU. Sagsbehandlingstiden starter, når ansøgningen opfylder alle administrative krav, og kan videresendes til puljens eksterne bevillingssystem.