Kommuner har nu mulighed for at tilmelde folkeskoler til et systematisk forsøg, som skal afprøve og evaluere en indsats med at opbygge trygge læringsfællesskaber i 4. klasser, der oplever udfordringer med konflikter og udadreagerende adfærd. Forsøget gennemføres i skoleåret 2026/27.
Utryghed blandt elever og lærere, forårsaget af høje konfliktniveauer og udadreagerende adfærd, udgør en grundlæggende udfordring i skolen. Det viser flere nye undersøgelser. Mange skoler og fagpersoner efterspørger derfor bedre rammer, kompetencer og viden til at håndtere udfordringerne, herunder bedre adgang til specialpædagogiske kompetencer og sparring med kommunernes PPR.
Et pilotprojekt, hvor seks skoler på tværs af fire kommuner afprøvede en indsats med opbygning af trygge læringsfællesskaber, har vist, at de deltagende kommuner oplevede indsatsen som meningsfuld – især indsatsens del med sparring mellem PPR og lærerteam om forebyggende og foregribende tiltag.
Det systematiske forsøg skal styrke skolernes forebyggende og fællesskabsorienterede arbejde med utryghed, konflikter og udadreagerende adfærd i klasserne. Det skal ske igennem:
Målgruppen for forsøget er klasser, som oplever vedvarende udfordringer med trivsel og oplevet tryghed i læringsmiljøet for både elever og lærere. Disse udfordringer knytter sig blandt andet til konflikter og vanskeligheder i relation til udadreagerende adfærd.
Kommuner kan tilmelde skoler til at deltage i forsøget. Skolerne kan deltage med op til to 4. klasser hver, og i alt kan 120 klasser fra hele landet deltage. Af dem kan 50 klasser deltage som indsatsklasser, der skal afprøve indsatsen, mens 70 klasser kan deltage som sammenligningsklasser, der kun skal besvare spørgeskemaer. Det afgøres ved lodtrækning, hvilke klasser der skal deltage som hhv. indsatsklasser og sammenligningsklasser.
Der er i alt 3,25 millioner kroner til fordeling i puljen.
I ”Vejledning om systematisk forsøg med opbygning af trygge læringsfællesskaber i 4. klasse i folkeskolen” er der information om tilmeldingsproceduren, krav og vilkår for tilmelding og tilskud samt behandling af tilmeldinger. Vejledningen findes under ”Tilmeldingsmateriale” på puljeudmeldingssiden på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside, hvor I også kan finde de skabeloner og skemaer, som skal anvendes.
Svar på tilmeldinger: Medio maj 2026 (forventet).