Børne- og Undervisningsministeriet har i forbindelse med et forsøgs- og udviklingsprojekt om lærerkompetencer i den forberedende grunduddannelse (FGU) afsat midler til et pilotprojekt, hvori der skal udvikles, afprøves og evalueres en model for et FGU-pædagogisk lærerkursus.
Formålet med pilotprojektet er at udvikle, afprøve og evaluere en model for et FGU-pædagogisk lærerkursus. Professionshøjskolerne har fået til opgave at udvikle modellen. Der er gennemført første afprøvning af modellen, og anden afprøvning er netop i gang og gennemføres frem til maj 2026, hvorefter der foretages en evaluering.
FGU-institutionerne har nu mulighed for at ansøge om at deltage i tredje afprøvning af modellen. FGU-institutionernes deltagelse heri er en forudsætning for, at der udvikles et kvalificeret og praksisnært lærerkursus.
Deltagelse i pilotprojektet vil give adgang til og finansiering af praksisnær kompetenceudvikling for institutionens nye/nyere FGU-lærere. Det FGU-pædagogiske lærerkursus skal dels sikre pædagogisk opkvalificering af nye FGU-lærere til den komplekse undervisningsopgave i FGU, dels bidrage til at opbygge en stærk professionsidentitet hos lærere og ledelse i FGU.
Ambitionen med projektet er samtidig at identificere en model for et FGU-pædagogisk lærerkursus. Denne identifikation vil indgå i grundlaget for en politisk beslutning om, hvorvidt der skal etableres en varig model for et FGU-pædagogisk lærerkursus, herunder om et sådant kursus skal være obligatorisk og formelt kompetencegivende.
FGU-institutioner kan ansøge om at deltage i pilotprojektet.
Der er i alt 3,0 millioner kroner til fordeling i puljen. Midlerne er fordelt med 1,5 mio. kr. i henholdsvis 2026 og 2027.
Læs ”Vejledning om pulje til FGU-institutionernes deltagelse i pilotprojekt om en model for et FGU-pædagogisk lærerkursus (2026-2027)” for information om ansøgningsproceduren, krav og vilkår for ansøgning og tilskud samt behandling af ansøgningen. Vejledningen findes under ansøgningsmateriale på puljeudmeldingssiden på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside, hvor I også kan finde de skabeloner og skemaer, som skal anvendes.
Svar på ansøgninger: Medio maj 2025 (forventet).