Landdistriktspuljen støtter i 2025 fire typer projekter: udviklingsprojekter, forskningsprojekter, projekter på de små øer samt projekter for borgerdrevne dagligvarebutikker.
Det fremgår af anmærkningerne til Finanslovens § 22.71.03.10, at puljens formål er at støtte projekter, der kan fremme beskæftigelse, erhvervsudvikling, service, levevilkår, bosætning samt lokale kultur- og fritidsaktiviteter i landdistrikterne, projekter der har betydning for sikring af levevilkårene i de små øsamfund, og projekter som belyser landdistrikternes udviklingsvilkår og informerer om udviklingsmulighederne i landdistrikterne.
Det fremgår af anmærkninger til finansloves § 22.71.03.30, at der ydes tilskud til drift af sekretariatet under Sammenslutningen af Danske Småøer i henhold til § 4 i lov om støtte til de små øsamfund, jf LBK nr. 787 af 21. juni 2007. I forbindelse med ændringsforslagene øges støtten med 1,0 mio. kr. i 2025, jf. Aftale mellem regering, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre om finansloven for 2025 af november 2024.
Det fremgår af anmærkningerne til Finanslovens § 22.71.03.40, at der i forbindelse med ændringsforslagene er kontoen forhøjet med 6,6 mio. kr. årligt i 2025-2027 til videreførsel af puljen til etablerig og udvikling af borgerdrevne dagligvarebutikker som følge af udmøntningen af reserve til landdistrikter.
Både foreninger, private, virksomheder, selvejende og offentlige institutioner samt kommuner og regioner kan opnå støtte fra puljen.
Støtte til projekter på de små øer er forbeholdt projekter, der iværksættes på én eller flere af øerne: Aarø, Agersø, Anholt, Askø, Avernakø, Baagø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø og Venø.
I finansloven for 2025 er der på konto § 22.71.03 afsat i alt 43,2 mio. kr. til den samlede Landdistriktspulje, hvoraf hovedparten fordeles til projekter via åbne ansøgningsrunder og en mindre del tildeles fire landdistriktsaktører på baggrund af resultatkontrakter med Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Vurderingskriterierne afhænger af projekttypen. Kriterierne er beskrevet i vejledningerne for de enkelte projekttyper. Vejledningerne er tilgængelige på hjemmesiden livogland.dk og kan blive opdateret i forbindelse med nye ansøgningsrunder. Hvis en ansøgningsrunde er knyttet til særligt prioriterede temaer, vil temaerne fremgå af vejledningerne.
Spørgsmål vedrørende Landdistriktspuljen kan rettes til:
Plan- og Landdistriktsstyrelsen Team LanddistriktspolitikSlotsgade 1, 2. sal4800 Nykøbing F.Telefon: 41 71 78 97landdistriktspulje@bpst.dk
Ca. tre måneder efter ansøgningsfristen offentliggøres en oversigt over projekter, der har opnået tilsagn, på hjemmesiden www.livogland.dk.
Alle ansøgere får desuden svar direkte på mail.