Som del af Aftale mellem den daværende S-regering og et bredt flertal i Folketinget om styrket undervisning for anbragte og udsatte børn og unge (Børnene Først på undervisningsområdet) af marts 2022 er der 4. oktober 2023 fremsat lovforslag på området. Lovforslagene vil, såfremt de vedtages, bl.a. medføre en styrkelse af det kommunale myndighedsansvar for og tilsyn med specialundervisningen på de institutioner, der i dag kaldes interne skoler i dagbehandlingstilbud, på anbringelsessteder og på sikrede institutioner. Med aftalen er der i perioden 2023-2026 afsat puljemidler til kommunernes implementering af de forventede lovændringer.
Puljen har til formål at understøtte kommunernes implementering af den politiske aftale om styrket undervisning for anbragte og udsatte børn og unge (Børnene Først på undervisningsområdet), herunder de forventede lovændringer. Puljen skal bl.a. understøtte, at kommunerne løfter ansvaret gennem øget tværfaglig koordination, styrket myndighedsansvar på tværs af social- og skoleforvaltning, tættere samarbejde mellem tilbuddene og kommunens skolevæsen m.v.
Nærværende udmelding vedrører midlerne, der er afsat til puljen i 2023-2024.
Kommuner kan søge om midler fra puljen til relevante formål inden for rammerne af den politiske aftale og de fremsatte lovforslag med henblik på at understøtte implementering af de ændringer, som forventes i den enkelte kommune. Midlerne kan bl.a. anvendes til relevant kompetenceudvikling i den kommunale forvaltning med henblik på at understøtte implementeringsarbejdet bedst muligt.
Kommuner, hvori der pr. 15. november 2023 er interne skoler beliggende, kan ansøge om midler fra puljen. Interne skoler er defineret ved at være institutioner, hvortil der henvises elever ifølge bekendtgørelse nr. 693 af 26/05/2020 om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven i dagbehandlingstilbud og på anbringelsessteder. Det vil sige dagbehandlingstilbud, anbringelsessteder og sikrede institutioner, som tilbyder specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
Der er i alt 19,2 millioner kroner til fordeling i puljen, som udgør 9,7 mio. kr. i 2023 og 9,5 i 2024. Bemærk, puljen udmeldes med forbehold for, at midlerne i 2024 fastholdes på finansloven for 2024.
Læs "Vejledning om pulje til implementering af aftale om styrket undervisning for anbragte og udsatte børn og unge (Børnene Først på undervisningsområdet) og understøttelse af udvikling på området, 2023-2024" for information om ansøgningsproceduren, krav og vilkår for ansøgning og tilskud. Vejledningen findes under "Ansøgningsmateriale" på puljeudmeldingssiden på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside, hvor I også kan finde ansøgningsblanketten, som skal anvendes.
Svar på ansøgninger: Medio december 2023 (forventet)