En god arrondering af en landbrugsejendom giver grundlaget for den mest optimale drift af ejendommen, hvis a) den enkelte landbrugsejendoms arealer er beliggende nær driftsbygningerne og er opdelt i så få lodder som muligt, eller b) at lodderne er udformet på en sådan måde, at de er velegnede til behandling med store maskiner, eller c) at køreafstanden mellem arealerne i omdrift i forhold til de driftsbygninger, hvor husdyrsproduktionen er placeret eller hvorfra arealerne behandles med maskiner, er så kort som muligt. Derved kan der spares transporttid og brændstof, og gener og/eller risici ved transport af redskaber, gødning, avl mv. mindskes.
Ordningen er rettet mod det erhvervsmæssige landbrug. Der kan gives tilskud til private lodsejere eller private virksomheder, der ejer landbrugsejendomme under forudsætning af, at de er omfattet af en jordfordeling. Der kan derimod ikke gives tilskud til lodsejere, der ejes af offentlige myndigheder eller folkekirken.
Der er dog ikke noget til hinder for, at offentlig ejede ejendomme kan være en del af jordfordelingen. De kan blot ikke være tilskudsmodtagere.
Vi giver tilskud til afgifter til de direkte transaktionsomkostninger ved en jordfordeling.
Det vil sige tilskud til afgifter ved tinglysning og Geodatastyrelsen. Der gives også tilskud til planlægning af jordfordelingen til mødeafholdelse og udfærdigelse af overenskomster og kortmateriale samt udgifter til møde i Jordfordelingskommissionerne, når der skal afsiges jordfordelingskendelse. Tilskuddet dækker også den matrikulære berigelse ved en landinspektør. Endelig gives der tilskud til de udgifter, som sammenslutningen har med at facilitere selve jordfordelingen og administrationen af udgiftsfordelingen mellem lodsejerne og fordeling af det udbetalte tilskud.
Du kan få tilskud til moms, hvis du kan dokumentere, at du ikke har momsfradragsret.
Landbrugsstyrelsens er sekretariat for Jordfordelingskommissionerne og skal udføre myndighedskontrollen i hvert enkelt projekt før der kan afsiges kendelse. Udgifter til dette arbejde vil lodsejerne normalvis skulle betale selv, men i denne ordningen afholder staten udgifterne internt.
Der stilles krav om, at I skal være mindst 5 lodejere, der har til hensigt at omfordele mindst 100 hektar. Samtidig skal køreafstanden mellem driftsbygninger og arealerne i omdrift for hele projektet reduceres med mindst 750 meter i gennemsnit.
I skal i fællesskab oprette en sammenslutning, som kan være en almindelig forening. Sammenslutningen skal have vedtægter og ledelse og sit ejet Cvr.nr. og Nemkonto og skal desuden også være momsregistreret. Formålet med oprettelsen er, at sammenslutningen skal facilitere, at der søges om tilskud til jordfordelingen og samtidig også sørge for, at jordfordelingen bliver gennemført.
Proceduren er tilrettelagt på den måde, at sammenslutningen søger om tilsagn til tilskud. Når tilsagnet er blevet meddelt, gennemfører I selve planlægningen af jordfordelingen.
At der afsiges kendelsen i projektet af Jordfordelingskommissionen, er den afgørende betingelse for udbetaling af tilskud. Når kendelsen er tinglyst på alle deltagende ejendomme, kan første rate af tilskuddet udbetales. Når den endelige adkomst for de købende lodsejere er gennemført, kan den afsluttende rate af tilskuddet udbetales.
Det er en forudsætning for udbetaling af tilskuddet, at lodsejerne har afholdt udgiften i første omgang. Du skal derfor kunne dokumentere din betaling ved faktura og gennemført betaling. Der gives ikke tilskud til forskud på tilskudsberettigede udgifter.