Formålet med tilskud til nybygning eller tilbygning af en stald til slagtesvin, under ordningen om modernisering af slagtesvinestalde 2020, er at reducere ammoniak- og metanudledningen fra stalden.
Hver teknologiløsning i teknologilisten i bilag 2 til bekendtgørelsen består af miljøteknologi, som reducerer udledningen af ammoniak og har en forventet metanreduktion fra stalden. Da dit projekt indeholder mindst en af teknologiløsningerne fra teknologilisten i bilag 2 til bekendtgørelsen vil projektet understøtte formålet med ordningen.
Tilsagn om tilskud kan gives til jordbrugere, der ejer eller forpagter en primær jordbrugsbedrift.
Projektet skal gennemføres på din egen eller den forpagtede bedrift, og det er dig som tilsagnshaver, der skal eje investeringen og er ansvarlig for at gennemføre projektet.
Der skal være et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 timer på den jordbrugsbedrift, hvor investeringen foretages. Arbejdskraftbehovet opgøres efter normtimesatser, som fremgår af bilag 3 i bekendtgørelsen (se fanen: Hvad siger loven).
Ved en primær jordbrugsbedrift forstås en bedrift med produktion af primære jordbrugsprodukter, der fremgår af bilag I til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, der ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling. Aktiviteter på bedriften vedrørende forberedelse til første salg er omfattet af definitionen.
Det samlede, offentlige tilskud under denne ordning kan udgøre 25 % af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til projektet.
Landbrugsstyrelsens tilskud til projekterne under denne ordning finansieres af EU (100 pct.) via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).
For at kunne opnå tilsagn om tilskud må det ansøgte projekts tilskudsgrundlag i alt højst udgøre 35 mio. kr. for den CVR-registrerede primære jordbrugsbedrift. Det er ikke muligt at indsende ansøgningen, hvis tilskudsgrundlaget overstiger dette beløb. Du vil i så fald blive bedt om at nedsætte beløbet, så det maksimalt udgør 35 mio. kr. i ansøgningen.
Læs mere i vejledningen om de betingelser, der gælder for at få tilskud.