Formålet med tilskudsordningen til gartneriers CO2-afgifter er at yde tilskud til gartneriernes CO2-afgifter (fossile brændsler) eller emissionsafgifter (fjernvarme), som virksomhederne betaler fra den 1. januar 2025.
Der kan søges om tilskud for to perioder. For perioden 2025-2027 kan der søges om tilskud baseret på gartneriets udgifter til CO2-afgifter eller emissionsafgifter i 2025. For 2026 og 2027 beregnes en forventet udgift til CO2-afgifter eller emissionsafgifter. Det samlede tilskud for perioden 2025-27 består således af de faktiske udgifter i 2025 tillagt beregnede udgifter for 2026 og 2027. Tilskuddet udbetales senest i maj 2026.
Samme metode anvendes ved tilskuddet for den næste periode 2028-2030, hvor tilskuddet udbetales i marts 2029.
Tilskud kan gives til gartnerier, der har et gyldigt CVR nr. i Danmark og som producerer planter, træer/buske, grøntsager, frugt og bær i væksthuse, på friland og/eller i planteskole.
Der kan ydes tilskud til CO2-afgifter og emissionsafgifter der er afholdt og betalt i henhold til lov nr. 683 af 11. juni 2024 om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter mm. og LBK nr. 309 af 20. marts 2025 af lov om afgift af CO2e-emissioner fra kvoteomfattede sektorer (emissions-afgiftsloven).
Udgifterne til CO2-afgifter eller emissionsafgifter skal være afholdt i 2025. Der ydes tilskud til CO2-afgifter ekskl. refusion fra SKAT og ekskl. moms.
Gartnerierne kan søge om tilskud til CO2-afgifter og emissionsafgifter inden for rammerne af EU's de minimis ordning for landbrug, som betyder, at gartnerierne maksimalt kan få 50.000 EUR i tilskud for perioden 2025-27, svarende til ca. 373.000 kr. afhængigt af valutakursen.
Der er afsat 30,5 mio. kr. på finansloven for 2026. Såfremt ordningen bliver overansøgt vil tilskuddet til det enkelte gartneri blive reduceret forholdsmæssigt i forhold til antallet af ansøgere.
Anslået behandlingstid: 90 dage.