Tilskudsordningen har til formål at bidrage til den grønne omstilling af akvakultursektoren gennem udvikling og afprøvning af mere miljø- og ressourceeffektiv fiskeproduktion, udvikling og afprøvning af klimavenlige teknologier samt udvikling af skaldyrsopdræt og erhvervsmæssig tangproduktion.
Ordningen er opdelt i to puljer, hvoraf 27,6 mio. kr. afsættes til udviklingsprojekter under indsatsområderne klimaprojekter, miljøprojekter samt lavtrofisk akvakultur og 5,1 mio. kr. afsættes udvikling af erhvervsmæssig tangproduktion.
Alle projekter, der udmøntes under ordningen, skal være i overensstemmelse med Danmarks akvakulturstrategi "Strategi for en bæredygtig akvakultursektor 2021-2027"
Tilsagn om tilskud kan gives til akvakulturvirksomheder, akvakulturorganisationer, anerkendte branche- og producentorganisationer inden for akvakultur, tekniske og videnskabelige organer, analyseinstitutter, konsulentvirksomheder og ingeniørvirksomheder.
Fiskeristyrelsen kan give tilsagn om tilskud på 75 procent af de samlede tilskudsberettigede udgifter til projektet. Dog kan tekniske og videnskabelige organer få tilsagn om tilskud til 100 pct. af de samlede tilskudsberettigede udgifter til projektet.
Tilskud til projekterne finansieres delvist af EU-midler (70 pct.) fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) og delvist af nationale midler (30 pct.).
Fiskeristyrelsen kan under pulje 1 give tilskud til udviklingsprojekter inden for klima, miljø og lavtrofisk akvakultur. Når du søger om tilskud, skal du placere dit projekt inden for ét af disse indsatsområder.
Fiskeristyrelsen kan under pulje 2 give tilskud til projekter, der har til formål at udvikle mulighederne for erhvervsmæssig tangproduktion.
Herudover er der en række krav til projekterne, som du kan læse mere om i vejledningen til ordningen.