Formålet med tilskud til nybygnings-, tilbygnings- og renoveringsprojekter under ordningen modernisering af kvægstalde er at fremme bedrifternes levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet.
Du kan søge om tilsagn om tilskud, hvis du er jordbruger, der ejer eller forpagter en jordbrugsbedrift.
Du skal gennemføre projektet på din egen eller den forpagtede bedrift, og det er dig som tilsagnshaver, der er ansvarlig for at gennemføre projektet.
Du skal have et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 timer på den jordbrugsbedrift, hvor investeringen foretages. Arbejdskraftbehovet opgøres efter normtimesatser, som fremgår af bilag 2 i bekendtgørelsen (se fanen: Hvad siger loven).
Ved en jordbrugsproduktion forstås en bedrift med produktion af primære jordbrugsprodukter, (se bilag I til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde), der ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling. Aktiviteter på bedriften vedrørende forberedelse til første salg er omfattet af definitionen.
Du kan søge om tilskud til foruddefinerede investeringer i tre kategorier:
Du kan opnå et samlet tilskud på 20 pct. af de samlede standardomkostninger for investeringerne i projektet.
Landbrugsstyrelsens tilskud til projekterne under denne ordning finansieres af EU (100 pct.) via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).
Standardomkostninger Vi bruger standardomkostninger som grundlag for at beregne dit tilskud. En standardomkostning er en fast, foruddefineret enhedspris, på en konkret investering (teknologi/element).
Vi beregner tilskuddet på baggrund af standardomkostningen og antal opførte investeringer (teknologier eller elementer), der indgår i dit projekt. Tilskudsgrundlaget består af de samlede standardomkostninger. Tilskuddet er 20 pct. af tilskudsgrundlaget. Det er det beløb du får udbetalt, uanset hvilke konkrete udgifter du afholder i forbindelse med byggeriet. Det er dog en forudsætning, at projektet indeholder det antal investeringer, der fremgår af tilsagnet, og at stalden indeholder de obligatoriske elementer – du kan læse mere om obligatoriske elementer i vejledningen.
Du skal ved denne ordning hverken sende to tilbud på ansøgningstidspunktet eller faktura og dokumentation for betaling på udbetalingstidspunktet. Du skal dog gemme og kunne fremvise din udbetalingsanmodning og alle regnskabsbilag vedr. investeringerne i fem et halvt år efter udbetalingen med henblik på eventuel senere kontrol af projektet.
Det er blandt andet en betingelse for at få tilskud, at det samlede tilskudsgrundlag er på mindst 300.000 kr. I indsatsområde 3 og 6 er minimum tilskudsgrundlaget dog 200.000 kr. Dette gælder både på ansøgnings- og udbetalingstidspunktet.
Læs mere i vejledningen om de betingelser, der gælder for at få tilskud.