Formålet med tilskud til Økologisk investeringsstøtte 2021 er at bidrage til produktivitetsforbedring i forskellige økologiske produktionsgrene ved f.eks. at øge effektiviteten, det økologiske areal eller produktionen for den enkelte økologiske landbrugsbedrift.
Tilsagn om tilskud kan gives til jordbrugere, der ejer eller forpagter en primær jordbrugsbedrift.
Projektet skal gennemføres på din egen eller den forpagtede bedrift, og det er dig som tilsagnshaver, der skal eje investeringen og er ansvarlig for at gennemføre projektet.
Der skal være et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 timer på den jordbrugsbedrift, hvor investeringen foretages. Arbejdskraftbehovet opgøres efter normtimesatser, som fremgår af bilag 2 i bekendtgørelsen (se afsnit: Hvad siger loven?). Arbejdskraftbehovet beregnes automatisk ud fra de oplysninger, vi har om din jordbrugsbedrift, når du søger om tilsagn om tilskud.
Ved en primær jordbrugsbedrift forstås en bedrift med produktion af primære jordbrugsprodukter, der fremgår af bilag 1 til Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling. Aktiviteter på bedriften vedrørende forberedelse til første salg er omfattet af definitionen.
Det samlede, offentlige tilskud under ordningen kan udgøre 40 % af projektets samlede tilskudsgrundlag.
Tilskudsgrundlaget beregnes ud fra standardomkostninger. Det betyder, at vi har fastsat en sats for de investeringer, der indgår i dit projekt, som omfatter både indkøb, levering og montering/installering. Vi beregner både tilsagnsbeløbet og tilskudsbeløbet på baggrund af standardomkostninger.
Landbrugsstyrelsens tilskud til projekterne under denne ordning finansieres af EU (100 pct.) via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).
Tilskudsgrundlaget i én ansøgning skal udgøre minimum 100.000 kr., gældende for alle indsatsområder. Hvis du indsender flere ansøgninger, skal tilskudsgrundlaget i hver ansøgning således udgøre minimum 100.000 kr.
I denne ordning er der ikke et loft for tilskudsgrundlaget pr. CVR-nr.