Fra 2023 er en del af landbrugsstøtten øremærket bio-ordninger, der gavner klima, miljø og biodiversitet på landbrugsarealer. Bio-ordninger er etårige ordninger, du kan søge hvert år. Bio-ordningerne er frivillige ordninger, der gør det muligt for dig som landbruger at få ekstra tilskud til et areal, hvis du opfylder ordningens kriterier og forpligtelser.
Der er behov for flere naturtiltag på landbrugsarealerne i Danmark. Bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed tilgodeser landbrugere, der ønsker at gøre en særlig indsats til gavn for biodiversiteten. Ordningen bidrager til, at Danmark kan leve op til målsætningerne i EU’s biodiversitetsstrategi frem mod 2030. Ordningen forpligtiger kun til at udtage arealer til naturformål ét år ad gangen, men søger du ordningen i flere år eller gennem hele reformperioden, vil det i højere grad sikre langvarige levesteder for markens vilde dyr, fugle og insekter. Du kan derved lade elementerne ligge samme sted hen over flere år. Det vil være til gavn for biodiversiteten, miljøet og klimaet. Du kan gavne biodiversiteten yderligere ved at placere dine ikke-produktive arealer og elementer tæt op ad eksisterende natur, som f.eks. læhegn eller skov.
Du kan søge ordningen, hvis du har rådighed over landbrugsarealer, og de er berettiget til grundbetaling.
Tilskudssatsen er ca. 2.740 kr. pr. ha ikke-produktivt element, du udlægger under ordningen.
Alle ansøgninger, der opfylder ordningens kriterier og krav, vil blive imødekommet, men det kan blive til en lavere (eller højere) udbetalt sats end den planlagte sats. Tilskudssatsen for hver bio-ordning kan altså variere med +/- 10 procent og kan i særlige tilfælde blive reduceret med mere end 10 procent, hvis det er nødvendigt for at imødekomme alle ansøgninger.
Du kan bruge slåningsbrak, bestøverbrak, blomsterbrak, småbiotoper og markbræmmer som elementer i ordningen. Du må gerne kombinere forskellige elementer på samme landbrugsareal, du vil dog kun kunne opnå tilskud til et af elementerne, hvis elementerne er registreret oven på hinanden.
Brak og småbiotoperne kan som udgangspunkt ligge på både omdriftsmarker, permanent græs og permanente afgrøder. Markbræmmer kan kun ligge på omdriftsmarker og permanent græs.
Læs om kriterier og forpligtigelser knyttet til de forskellige typer ikke-produktive elementer i "Vejledning om tilskud til biodiversitet & bæredygtighed 2023".