Bidrage til at nedbringe fiskeriets belastning af havmiljøet ved at yde tilskud til at gennemføre landingsforpligtelsen (discard), og fremme fiskerivirksomhedernes konkurrenceevne og levedygtighed ved at yde tilskud til infrastrukturprojekter i havnen eller på landingsstedet.
Alle, der forestår aktiviteter på en fiskerihavn eller et landingssted kan søge, og projektet skal være af kollektiv interesse, dvs. til gavn for flere brugere af havnen/landingsstedet.
Det samlede, offentlige tilskud kan udgøre op til 50 % af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til projektet, og 30% hvis ansøger ikke er en SMV.
Tilskud til projekterne finansieres delvist af EU-midler fra den Europæiske Hav- og Fiskerifond (55 %) og delvist af nationale midler (45 %).
Der kan søges om tilskud til projekter, der hjælper til at gennemføre landingsforpligtelsen (discard) samt infrastrukturprojekter, der bidrager til at forbedre kvalitet eller kontrollen og sporbarheden af de produkter, der landes; øger energieffektivitet; bidrager til miljøbeskyttelse eller forbedrer sikkerhed og arbejdsvilkår. Der kan også gives tilskud til investeringer til indsamling af affald i havet.