Som led i Aftale om Deludmøntning af Grøn Fond af 15. april 2024 er der afsat 352,5 mio. kr. til grøn omstilling og effektivisering af vejgodstransporten. Midlerne udmøntes som en ansøgningspulje i 2025.
Virksomheder kan søge om støtte til følgende tiltag:
- Meromkostning ved indkøb eller leasing af nulemissionslastbiler, der ikke tidligere har været indregistreret som brint- eller ellastbil i Motorregistret
- Investering i depotladning eller -tankning til brint eller el
- Projekter der omfatter begge dele
- Omkostninger til nettilslutning ved investering i destinationsladning.
Private virksomheder
Der er afsat 252,5 mio. kr. til grøn omstilling og effektivisering af vejgodstransporten.
Midlerne uddeles efter først til mølle-princippet, men én virksomhed kan maksimalt tildeles 4 mio. kr. i tilskud fra puljen i 2025.
Puljen åbner for ansøgninger den 3. september 2025 kl. 10.00 og lukker for ansøgninger den 30. september kl. 15.00.