Som følge af regeringens nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed udmønter Uddannelses- og Forskningsministeriet op til 1,5 millioner kroner i 2018 til udviklingen af efter- og videreuddannelsestilbud, der skal styrke generelle kompetencer inden for cyber- og informationssikkerhed.
Efter- og videreuddannelsestilbuddene skal udvikles til generalister, der for eksempel arbejder med it i deres hverdag, men som ikke er uddannede it-specialister. De skal således understøtte, at generelle sikkerhedskompetencer i befolkningen øges. Da Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande giver dette anledning til at øge bevågenheden på it-sikkerhedskompetencerne i det danske uddannelsessystem, både for generalister og specialister.
Formålet med udviklingen af efteruddannelsestilbud til generalister er således at bidrage til, at alle i befolkningen kan få tilstrækkelige kompetencer til at kunne anvende it i deres arbejde på en sikker og hensigtsmæssig måde.
Ansøger skal være en eller flere offentligt anerkendte videregående uddannelsesinstitutioner: Erhvervsakademier, professionshøjskoler, maritime uddannelsesinstitutioner, universiteter eller kunstneriske uddannelsesinstitutioner
Engangsbevilling på op til 1,5 mio. ultimo 2018
Der vil i vurderingen blive lagt vægt på, at projektet er egnet til at opfylde formålet beskrevet i opslagets afsnit 1. Herudover vil projektets gennemførlighed, eventuelle samarbejder og fremtidig formidlingen af projektet resultater indgå i vurderingen. Projektets projektbeskrivelse skal derudover leve op til indholdet beskrevet i afsnit 4.1 i opslaget
Ansøgningsfrist 14. november med henblik på udbetaling af midler primo december.