Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har fået til opgave at udmønte midler til det politisk fastsatte tema Ældreforskning og demens 2026.
Der er samlet afsat 30 mio. kr. under DFF med henblik på at sstøtte multidisciplinær og praksisnær forskning inden for pleje og omsorg til den ældre borger. I henhold til aftaleteksten skal midlerne styrke forskning, der skal belyse ældre borgeres sociale, psykologiske og fysiske robusthed, herunder inden for pleje og omsorg i det nære sundhedsvæsen og ældreplejen, bl.a. med fokus på rehabilitering, forebyggelse, ensomhed og ulighed i omsorg. Indsatsen kan også understøtte forskning i pleje og omsorg til borgere med demens. Endvidere kan der igangsættes følgeforskning i forhold til ældrereformen, herunder forskning der undersøger frisættelse af velfærden og helhedspleje.
DFF stiller krav om, at ansøgninger til temaet skal være multidisciplinære, dvs. at de skal indeholde mindst to forskellige forskningsdiscipliner i ét fælles projekt, og at ansøger og Co-PI skal komme fra forskellige forskningsdiscipliner. I appendikset til ansøgningen skal du redegøre for projektets multidisciplinære tilgang, herunder hvordan der sikres en tilstrækkelig deltagelse og integration af de forskellige forskningsdiscipliner med henblik på at opnå det fælles mål med projektet. Der er ikke særlige krav til ansøgers og Co-PI's institutionelle tilknytning, dvs. det er muligt at ansøge med et forskningsprojekt, hvor ansøger og Co-PI er ansat på samme institution.
DFF stiller krav om, at ansøgninger til temaet skal være praksisnære forskningsprojekter, dvs. forskning, der har som formål at løse konkrete problemer i virkelige situationer, og som involverer forskere og praksis i et samarbejde omkring at udvikle viden, der er både teoretisk funderet og praktisk anvendeligt.Praksisnær forskning kan bedrives med anvendelse af forskellige metoder, der knytter sig til den lokale og konkrete praksis, som forskningen vedrører. DFF anvender ingen bestemt definition af, hvilke metoder der anvendes til at udføre den praksisnære forskning, og opslaget er åbent for såvel teoretiske som empirisk orienterede, praksisnære forskningsprojekter. I appendikset til ansøgningen skal du redegøre for, hvordan forskningsprojektet er praksisnært og argumentere for projektets relevans for det konkrete praksisfelt, som forskningsprojektet vedrører. Forskningsprojektet skal i videst muligt omfang indebære et samarbejde med relevante aktører fra praksisfeltet før, under og efter forskningsprojektet, således at projektets resultater kan indlejres og omsættes i – og dermed potentielt forandre – praksisfeltet. Relevante aktører kan eksempelvis være myndigheder (f.eks. kommuner), uddannelsesinstitutioner eller frontmedarbejdere og ledere, som arbejder i det konkrete praksisfelt.
Varigheden af forskningsprojektet er op til fem år.
DFF giver ikke støtte med tilbagevirkende kraft. Der kan derfor ikke søges om forskningsmidler til aktiviteter, der allerede har fundet sted på det tidspunkt, hvor fonden træffer afgørelse.
For yderligere oplysninger henvises til Opslag af tematiske forskningsmidler 2026.
Tematisk forskning sigter særligt mod at skabe viden om og/eller bidrage til nye løsninger på væsentlige samfundsudfordringer. DFF lægger stor vægt på, at ansøgninger til fonden skal baseres på forskernes egne, originale idéer og initiativer.
DFF understreger, at opslaget er åbent for alle typer af forskning, og at der er mulighed for forskning inden for og på tværs af alle faglige discipliner, som på vidt forskellig vis kan bidrage med relevant og nyskabende viden om eller nye løsninger på de konkrete, tematiserede samfundsudfordringer.
Projektet skal ledes af en ansøger og en navngiven Co-PI. Ansøger og Co-PI skal indgå i et relevant og forpligtende samarbejde om et fælles forskningsprojekt. Det konkrete samarbejde mellem ansøger og Co-PI vil afhænge af det enkelte forskningsprojekt, men rollefordelingen skal fremgå klart af ansøgningen. Ansøger er hovedansvarlig over for fonden i tilfælde af en bevilling.
Både ansøger og Co-PI skal have opnået ph.d.-graden (eller tilsvarende kvalifikationer, f.eks. en positiv adjunktbedømmelse) på tidspunktet for ansøgningsfristen.
Det er et krav, at ansøger og Co-PI kommer fra forskellige forskningsdiscipliner, jf. de temaspecifikke krav ovenfor.
Ansøgers og Co-PI's hidtidige resultater vil blive vurderet i relation til deres karriereforløb og i relation til de videnskabelige udfordringer i det ansøgte projekt.
Du kan søge om midler til indlejrede ph.d.- og postdocstipendier, når disse er velintegrerede og udfylder en tydelig, selvstændig funktion i forskningsprojektet. Indlejrede postdoc-kandidater skal have opnået ph.d.-graden inden for de seneste 4 år før udløbet af ansøgningsfristen. Specifikke orlovsperioder skal fratrækkes ved beregning af ph.d.-alder, jf. afsnit 12. Du kan læse om indlejrede ph.d.- og postdocstipendier i opslagets afsnit 6.6.5.
Forskningsprojektet skal udføres af flere forskere, herunder både en ansøger og en Co-PI, og være kendetegnet ved at være et koordineret og forpligtende samarbejde om en velafgrænset problemformulering. Forskningsaktiviteterne skal skabe synergi mellem eventuelle delprojekter.
Alle opførte projektdeltageres rolle (VIP, TAP og uanset DFF-finansiering eller ej) skal være tilstrækkelig balanceret, og deltagernes konkrete rolle skal være beskrevet og retfærdiggjort.
Forskningsprojektet skal desuden være af høj international kvalitet og indeholde internationalt samarbejde i relevant omfang. Hvis forskningsprojektet er indlejret i en særlig lokal kontekst, forventes det, at der argumenteres herfor, ligesom der også skal argumenteres for en eventuelt begrænset internationalisering. DFF forudsætter under alle omstændigheder, at forskningsprojektet relaterer til den internationale state of the art inden for området.
Ansøgningen skal skrives på engelsk.
Bemærk: Med Opslag af tematiske forskningsmidler 2026 indfører DFF begrænsninger på antallet af ansøgninger, man kan indsende, og på det antal aktive bevillinger man kan have på tværs af fondens puljer.Hjemlen til at fastsætte regler om begrænsninger fremgår af § 32, stk. 1, nr. 6, jf. § 1, nr. 6, i lov nr. 1646 af 16. december 2025.
Med ovenstående hjemmel er der i § 9 i bekendtgørelse nr. 398 af 24/03/2026 om bevillingsfunktionen m.v. under Danmarks Frie Forskningsfond fastsat følgende begrænsninger af det antal ansøgninger, en ansøger kan indsende:
1) At en ansøger højst kan indsendes én ansøgning årligt, og2) At en ansøger med to eller flere aktive bevillinger fra fonden ikke kan indsende ansøgninger.
Du kan læse mere om begrænsningerne i Opslag af tematiske forskningsmidler 2026, afsnit 2.
Du kan søge om op til 5.000.000 kr. ekskl. overhead. Budgettet skal udarbejdes i den obligatoriske budgetskabelon, som downloades i e-grant.
Der er ikke fastsat en nedre grænse for beløbsrammen, og det er op til ansøger at vurdere, hvor mange midler der ansøges (inden for den maksimalt tilladte beløbsramme), og som er påkrævet for at gennemføre det konkrete forskningsprojekt.
Projekt- og beløbsstørrelse har ikke betydning for vurderingen af ansøgningen, men fonden vil lægge vægt på, hvorvidt der i det ansøgte projekt er en klar sammenhæng mellem budget, tidsplan og arbejdsplan.
Til udmøntning af midlerne og behandling af ansøgninger til de politisk fastsatte temaer i Opslag af tematiske forskningsmidler 2026 nedsætter DFF en række tematiske udvalg.
Det vil altid indgå i den samlede vurdering, om DFF mener, at et ansøgt projekt gavner dansk forskning.
Hvis din ansøgning lever op til kravene for realitetsbehandling, jf. afsnit 7, vil den blive behandlet i det relevante tematiske udvalg. Behandlingen sker med udgangspunkt i vurderingskriterierne, jf. afsnit 8, og de specifikke krav til temaet "Ældreforskning og demens".
Ved bedømmelse af din ansøgning foretager det faglige udvalg en konkret, faglig vurdering af, om du som ansøger lever op til de følgende krav. Hvis udvalget vurderer, at du ikke lever op til følgende krav, vil du modtage afslag:
På grund af konkurrencen mellem ansøgninger er det ikke givet, at en opfyldelse af kriterierne vil føre til en bevilling.
Ansøgninger til "Ældreforskning og demens 2026" sendes ikke i ekstern bedømmelse, med mindre særlige forhold gør sig gældende.
Du kan læse mere om behandlingsprocedurer i DFF, herunder også ekstern bedømmelse, i afsnit 14.
For yderligere oplysninger henvises til det gældende "Opslag af tematiske forskningsmidler 2026.
Alle ansøgninger skal være uploadet i ansøgningssystemet e-grant senest den 3. juni 2026 kl. 12:00.
Ansøgningerne bliver behandlet i september 2026. Ca. to uger efter at det tematiske udvalg eller faglige råd har truffet beslutning, får du en kort besked via e-grant om, hvorvidt du har fået en bevilling eller et afslag på ansøgningen.
DFF offentliggør en oversigt over de ansøgere, der har opnået bevilling ca. tre til fire uger efter det tematiske udvalg eller faglige råd har truffet afgørelse.
Startdatoen for det ansøgte projekt skal ligge mellem tidligst 1. marts 2027 og senest 1. december 2027