DFF-International Postdoc sigter mod at styrke yngre talentfulde forskeres internationale mobilitet, samt udvikle og fastholde forskerkompetence hos forskere i begyndelsen af deres forskerkarriere. Hensigten er, at stipendiaten gennem projektet konsoliderer sin selvstændige, faglige profil ved selvstændigt at gennemføre et konkret forskningsprojekt ved en forskningsinstitution i udlandet.
Du skal have en ph.d.-grad eller forvente at aflevere din afhandling inden 6 måneder efter ansøgningsfristen eller have kvalifikationer, som kan sidestilles med ph.d.-graden (f.eks. positiv adjunktbedømmelse) for at søge om DFF-International Postdoc. Din ph.d.-grad skal være erhvervet fra en dansk institution.
Du kan som ph.d.-studerende søge, hvis du vedlægger en erklæring fra vejleder om aflevering af ph.d.-afhandlingen inden for 6 måneder efter ansøgningsfristen. Hvis du modtager en bevilling, bortfalder den, hvis tidspunktet for aflevering af afhandlingen ikke overholdes. Dit ph.d.-bevis skal være modtaget i DFF, inden den første udbetaling af en bevilling kan ske.
DFF lægger vægt på, at du er i begyndelsen af din forskningskarriere, og din ph.d.-alder ved ansøgningsfristens udløb må derfor ikke overstige 3 år. Den præcise dato for opnåelse af ph.d.-graden, som den fremgår af underskriften på ph.d.-beviset, skal fremgå af ansøgningsblanketten i e-grant (se afsnit 4.3.5 for beregning af ph.d.-alder under hensyntagen til barselsorlov m.v.).
Du skal selv udforme og indsende ansøgningen.
Du kan som ansøger ikke søge støtte til ophold på en udenlandsk forskningsinstitution, hvor du på ansøgningstidspunktet har opholdt dig i sammenlagt 12 måneder eller mere.
Stipendiet: Stipendiet kan frit anvendes til personlige udgifter, herunder f.eks. også bøger, abonnement, IT, konferencedeltagelse eller andet relevant for forskningen.
Stipendiet forhøjes med 50.000 kr. pr. barn og ægtefælle/partner pr. år for den periode, hvor de pågældende opholder sig sammen med dig i udlandet.
Såfremt bevillingshaver selv administrerer stipendiet, udbetales dette i rater, der hver dækker 3 måneder. Dog vil der af sidste udbetaling blive tilbageholdt 15 %, der først udbetales, når den faglige slutrapport og slutregnskabet er godkendt. Såfremt den udenlandske forskningsinstitution overtager administrationen, kan der gælde andre regler.
I forbindelse med barsels- og forældreorlov undervejs i bevillingsperioden kan du anmode om forlængelse af din bevilling. Kvindelige bevillingsmodtagere vil ved barselsorlov kunne modtage op til 6 måneders ekstra betaling til personlige udgifter og mulighed for yderligere op til 5 måneder på et niveau svarende til den aktuelle dagpengesats, hvis barsels- og forældreorloven ønskes udvidet. Mandlige bevillingshavere vil kunne modtage op til 3 måneders ekstra betaling til personlige udgifter i forbindelse med barsels- og forældreorlov og yderligere op til 5 måneder på et niveau svarende til den aktuelle dagpengesats, hvis forældreorloven ønskes udvidet.
Det er en forudsætning for udbetalingen af stipendiet, at du efter et år udfylder og indsender en tro og love-erklæring om, at du arbejder på projektet ved den udenlandske forskningsinstitution.
Drift:
Der kan alene søges støtte til følgende driftsudgifter:
Der kan ikke søges om støtte til TAP-løn, apparatur, transport af bohave eller andre driftsomkostninger.
En bevilling til DFF-International Postdoc skal søges uden overhead/administrationsbidrag.
Midlerne til driftsomkostninger vil blive udbetalt i to rater: Halvdelen vil blive udbetalt ved bevillingsperiodens start og halvdelen midt i perioden.
Som udgangspunkt forventes du selv at administrere en bevilling. Du er ikke i et ansættelsesforhold og derfor heller ikke omfattet af overenskomst. Du har dog mulighed for at anmode om at få overført administrationen af bevillingen til den udenlandske forskningsinstitution i den periode, hvor du opholder dig i udlandet.
Læs mere om SKAT m.v. under det aktuelle opslag (afsnit 2.3.1.6.)
DFF vil i alle tilfælde vurdere din ansøgning ud fra, om det ansøgte projekt gavner dansk forskning.
Ved vurderingen af ansøgninger lægger DFF vægt på, at de relevante spørgsmål for projektet/aktiviteten er imødekommet i så vid udstrækning som muligt. DFF vil derfor i bedømmelsen af din ansøgning inddrage forskellige kriterier, hvoraf projektets kvalitet og ansøgers kvalifikationer er de to væsentligste vurderingskriterier. For de enkelte faglige råd, der foretager bedømmelserne, vil der dog altid være tale om en konkret helhedsvurdering, hvor forskellige kriterier kan være opfyldt i større eller mindre grad. Således vil ikke alle kriterier være relevante for alle ansøgninger. På grund af konkurrencen mellem ansøgninger er det ikke givet, at en opfyldelse af kriterierne vil føre til en bevilling.
Kort efter ansøgningsfristen bedømmer de faglige råd ansøgningerne med inddragelse af eventuelle eksterne bedømmelser og partshøringssvar.
Ekstern bedømmelse indgår hvis et rådsmedlem er ansøger eller indgår blandt de øvrige VIP-deltagere i en ansøgning på over 1 mio. kr. ekskl. overhead, eller rådet på grund af anden form for inhabilitet eller af andre årsager ikke råder over den nødvendige fagkundskab til at vurdere en given ansøgning. Ved ekstern bedømmelse sendes ansøgningerne enten til bedømmelse i et internationalt sammensat bedømmerpanel eller til individuel ekstern bedømmelse. Hvis din ansøgning har været sendt til ekstern bedømmelse, vil du altid få den eksterne bedømmelse tilsendt til eventuel kommentering (partshøring). Eksterne bedømmelser tjener som en udvidelse af rådets beslutningsgrundlag og er udelukkende vejledende.
Samtlige rådsmedlemmer deltager i behandlingen af alle ansøgninger. Hvis et rådsmedlem er inhabilt i forhold til en given ansøgning, deltager vedkommende dog ikke i behandlingen af den pågældende ansøgning. Rådet træffer den endelige afgørelse på baggrund af opslagets vurderingskriterier og en prioritering af det samlede ansøgningsfelt.
Læs mere om DFF-International Postdoc i det gældende opslag E2020 & F2021, afsnit 2.3.1.
Ansøgningerne behandles i februar 2021 (hvis ansøgt efterår 2020) og juni 2021 (hvis ansøgt forår 2021).
Startdatoen for det ansøgte projekt (efterår 2020) skal ligge mellem tidligst 1. april 2021 og senest 1. oktober 2021.
Startdatoen for det ansøgte projekt (forår 2021) skal ligge mellem tidligst 1. september 2021 og senest 1. marts 2022.