Dette virkemiddel udbydes kun af DFF | Kultur og Kommunikation.
Formålet med virkemidlet er at styrke samarbejde mellem flere danske forskningsmiljøer og dertil gerne internationale samarbejdspartnere.
Ved bedømmelsen lægges der vægt på idegrundlagets originalitet, netværkets potentiale til videnskabelig nytænkning og forløbet af de planlagte aktiviteter. Netværket forventes at udforske nye muligheder på tværs af institutioner, forskningstraditioner og videnskabelige tilgange, dog med hovedvægt inden for DFF | Kultur og Kommunikations fagområder.
Der gives ikke midler til egentlige forskningsprojekter, og der bliver kun givet støtte til oprettelse af nye netværk.
Du kan læse mere i Opslag af frie forskningsmidler E2025/F2026.
Som ansøger skal du være på mindst lektor-/seniorforskerniveau. Ledelsen af netværket kan deles mellem flere parter, men der skal på forhånd være udpeget én leder, der er ansøger og hermed bevillingsansvarlig over for rådet.
Der bliver kun givet støtte til oprettelse af nye netværk.
Netværket forventes at etablere en bred og divers deltagerkreds, evt. med åbne aktiviteter. Ansøgningen skal redegøre for netværkets idegrundlag, videnskabelige ambition og konkrete aktiviteter. Der skal ligeledes redegøres og argumenteres for valg af miljøer til deltagelse i netværket.
Der skal redegøres for den konkrete organisering af netværket, herunder organiseringen af de akademiske opgaver i netværket.
Ansøgningen skal skrives på engelsk.
Du kan søge om op til 550.000 kr. ekskl. overhead. Budgettet skal udarbejdes i den obligatoriske budgetskabelon, som downloades i e-grant.
Der kan søges midler til afholdelse af workshops, konferencer, kortere netværksophold m.v.
Der kan samlet søges om op til 3 måneders VIP-løn til netværksledelse og videnskabelig assistance.
Du kan læse om de generelle krav til budgettet i afsnit 9 i det gældende opslag.
Hvis din ansøgning lever op til kravene for realitetsbehandling, jf. afsnit 6, vil den blive behandlet i DFF | Kultur og Kommunikation.
Behandlingen sker med udgangspunkt i vurderingskriterierne, jf. afsnit 7, og de specifikke krav til Eksplorativt Netværk | Kultur og Kommunikation.
Ved vurderingen lægger DFF vægt på, at de enkelte kriterier er opfyldt i videst mulig udstrækning. Der vil dog altid være tale om en konkret helhedsvurdering, hvor forskellige kriterier kan være opfyldt i større eller mindre grad. Således vil ikke alle kriterier være relevante for alle ansøgninger.
På grund af konkurrencen mellem ansøgninger er det ikke givet, at en opfyldelse af kriterierne vil føre til en bevilling.
DFF vil i alle tilfælde vurdere din ansøgning ud fra, om det ansøgte projekt gavner dansk forskning.
Du kan læse mere om behandlingsprocedurer i DFF, herunder også ekstern bedømmelse, i afsnit 12 i det gældende opslag.
Ansøgninger behandles i november 2025.
Du kan forvente svar i november 2025, hvor du i en kort besked via e-grant får besked om, hvorvidt du har fået en bevilling eller et afslag på ansøgningen.
Startdatoen for det ansøgte projekt skal ligge mellem tidligst 1. februar 2026 og senest 1. februar 2027.